"Vi har fundet en fundamental mangel i modellerne for luftforurening"

"Vi har fundet en fundamental mangel i modellerne for luftforurening."
Sådan lyder det indledningsvist i postdoc Kristian Holten Møllers præsentation af et nyt studie fra Københavns Universitet, som er publiceret i The Journal of Physical Chemistry Letters.
Omdrejningspunktet for den udmelding er opdagelsen af flere overraskende fænomener.
Professor og kollega på Kemisk Institut på KU, Henrik G. Kjærgaard, kunne først påvise, at udledningen af de for mennesker yderst skadelige NOx-partikler faktisk forhindrer visse flygtige organiske molekyler (VOC'er) i at danne skadelige partikler, når de bliver nedbrudt.
Mindre NOx-udledning i trafikken betyder med andre ord potentielt flere andre skadelige partikler.
Nu har de to forskere imidlertid også fundet ud af, at der er meget stor forskel på, hvor hurtigt de skadelige partikler bliver dannet fra ellers umiddelbart identiske molekyler.
Et atom bundet til fire atomer kan nemlig være bundet i både venstre- og højrehåndet form – et fænomen som i kemien bliver kaldt kiralitet – og det er langtfra ligegyldigt, om de vender den ene eller anden vej, forklarer Kristian Holten Møller.
"Vi har påvist, at partiklerne kan dannes op til 1.000 gange hurtigere i den ene form. Man har aldrig vidst, at det gør så stor en forskel," siger han.
Modeller skal justeres
Implikationerne af det fund er blandt andet, at klimamodellerne på sigt bør optimeres, mener Kristian Holten Møller.
"Hvis man ikke har ordentlige modeller, er de tiltag, man laver, mere gætværk og mindre videnskabelige. Og med de modeller, man har nu, vil man på sigt mangle nogle vigtige bidrag," siger han.
De reaktioner, forskerne har kigget på, har hidtil ikke været så relevante i de store byer, fordi koncentrationen af NOx har været så høj.
"Men i og med, at vi gennem politiske tiltag sænker koncentrationen af NOx, kommer vi ind i et nyt regime for den kemi, der kommer til at være dominerende – og der kommer de her reaktioner til at spille en større og større rolle," forklarer Kristian Holten Møller.
Udledning af bestemte partikler skal ned
I en relativt forurenet forstad til Los Angeles har forskere ved California Institute of Technology, som studiet er lavet i samarbejde med, i weekenden kunnet måle NOx-niveauer, som var lave nok til, at fænomenet kan udspille sig.
Og i mange byer er koncentrationen af NOx ifølge Kristian Holten Møller ved at være lav nok til, at det samme kan ske.
"Hvor meget de skærer af den forventede levetid, ved jeg ikke, men der er ingen tvivl om, at de har en negativ indvirkning," siger Kristian Holten Møller.
Det lyder jo lidt som pest eller kolera – betyder det, at det er bedre end alternativet med en vis mængde NOx i luften?
"Nej, det tror jeg ikke, men man bør overveje, om der er andre stoffer, man skal begrænse udledningen af, for det er ikke alle stoffer, der er lige effektive til at lave de her partikler via de her reaktioner," siger Kristian Holten Møller.
Diesel, benzin, biobrændstof og planter
VOC-molekyler bliver blandt andet udledt i skovområder, når træer og planter udsender duftstoffer, og ifølge Kristian Holten Møller er det eksempelvis derfor, at Smoky Mountains i USA ser ud, som det gør.
"Der bor bare ikke særlig mange mennesker, så det har ikke så stor betydning for luftforureningen," siger han.
Molekylerne stammer dog også fra menneskeskabt forurening og kan i byerne komme fra alt fra bilers brændstof til opløsningsmidler, rengøringsmidler, kosmetikprodukter og maling.
Næste skridt for forskerne er at lave generelle regler for, hvilke stoffer der er mest 'effektive' til at lave de skadelige partikler, så man kan prøve at begrænse udledningen af nogle af dem.
"Hvis man for eksempel vil bruge biobrændstoffer i fremtiden, tror jeg, det er værd at overveje, hvor tilbøjelige de så vil være til at udlede den slags stoffer i processen," vurderer Kristian Holten Møller.
Infuser efter Samsung-investering: Nu skal vi bryde igennem på det asiatiske marked
Google har kortlagt luftforurening i København: Her er byen hårdest ramt
Dansk producent af luftrensningsanlæg øger millionoverskud