Grundfos slanker organisationen og fyrer 600 ansatte globalt

En forenklet struktur og "betydelige investeringer i innovation og digitale kompetencer" er næste skridt i Grundfos' globale sats, lyder det fra pumpeproducenten. Det betyder også afskedigelse af 600 ansatte.
Foto: PR/Grundfos
Foto: PR/Grundfos

Grundfos lancerer nu en ny og "forenklet struktur" og satser desuden på at foretage "betydelige investeringer i innovation og digitale kompetencer" som næste skridt i pumpeproducentens globale sats.

Det betyder også, at Grundfos afskediger 600 ansatte globalt, oplyser selskabet i en meddelelse tirsdag.

"Vores succesfulde implementering af vores 2020-strategi og de stærke økonomiske resultater i de sidste seks år giver os platformen for implementering af vores ambitiøse 2025-strategi, herunder en ny og kundeorienteret struktur samt yderligere investeringer i innovation og digitale kompetence," udtaler Jens Moberg, formand i Grundfos Holdings bestyrelse i meddelelsen.

"Dermed står vi endnu stærkere, når vi kommer igennem den COVID-19-afledte økonomiske krise," mener han.

Mere konkret går Grundfos efter at organisere sine salgs-, marketing-, teknologi- og produktionsfunktioner, så de servicerer de fire forskellige kundegrupper Commercial Building Services, Domestic Building Services, Industry og Water Utility.

Det skal ifølge pumpeproducenten sikre, at der i endnu højere grad være fokus på kundernes individuelle behov i både udviklingen af produkter, salg, leverance og service, fremgår det af meddelelsen.

Bestyrelsesformanden i Grundfos Holding takker ved samme lejlighed de 600 ansatte, som nu skal til at at se sig om efter et nyt job – omend det endnu ikke er fastlagt, hvilke medarbejdere der er tale om, oplyser Grundfos til CleantechWatch.

"Det er svært at se gode kollegaer forlade os. Jeg vil gerne takke alle for deres hårde og loyale arbejde. Vi vil i overensstemmelse med vores værdier sikre, at alle berørte medarbejdere støttes i denne proces," siger Jens Moberg i meddelelsen.

Efter Nippers opsigelse

Omlægningen af organisationen og meldingen om kommende investeringer i innovation og digitalisering kommer i kølvandet på, at pumpeproducentens topchef – Mads Nipper – tidligere på måneden indleverede sin opsigelse til fordel for stillingen som topchef i Ørsted, hvor han sætter sig ved rorpinden fra årsskiftet.

Organisationsændringerne og den tilhørende afskedigelse af 600 ud af de i alt 19.000 ansatte i Grundfos står dermed til at træde i kraft på samme tidspunkt som Mads Nipper starter i sit nye job. At det noget usædvanligt er bestyrelsesformand Jens Moberg og ikke topchefen selv, der tirsdag præsenterer ændringerne, skal givetvis ses i det lys.

Med Nippers afgang siger Grundfos farvel til en nøgleperson i pumpeproducentens succes de seneste år.

Topchefen er en vellidt skikkelse i dansk erhvervsliv, er blevet kaldt et omvandrende varemærke og blev for nyligt blev kåret som årets CEO. I de seks år, der er gået, siden han blev hentet fra en stilling som Executive Vice President i Lego til posten som topchef i Bjerringbro-baserede Grundfos, har Mads Nipper stået i spidsen for mere end en fordobling af bundlinjen i Grundfos.

Mads Nippers strategi udmøntede sig sidste år i et rekordresultat på 2,2 mia. kr. og en nettoomsætning på 27,5 mia. kr. Pumpeproducenten kunne samtidig præsentere en egenkapital på godt 17,2 mia. kr. – det højeste niveau siden 2016.

Men Mads Nippers exit er også kommet midt i den nylancerede 2025-strategi, hvor Grundfos med egne ord har sat kursen mod at blive en af de førende spillere inden for innovativ vandteknologi på globalt plan.

Det første skridt mod det mål tog Grundfos tidligere på året med opkøbet af vandteknologivirksomheden Silhorko-Eurowater, der samtidig markerede, at Mads Nipper havde gjort alvor af det løfte om flere opkøb, som han gav i forbindelse med præsentationen af koncernens 2019-regnskab.

Ikke desto mindre bliver den nye struktur og de tilhørende afskedigelser også præsenteret midt i en coronapandemi, som på resultatsiden indtil videre har fået 2020 til at se noget anderledes ud end den vækstrejse, koncernen ellers har været på over de seneste par år.

Regnskabsbøgerne for årets første seks måneder afslører, at coronakrisen har sat tydelige spor i blandt andet virksomhedens omsætning, der er faldet med næsten en mia. kr. sammenlignet med samme periode sidste år, ligesom det organiske salg i virksomheden har set et fald på 8,3 pct.

Mads Nipper fortalte da også i forbindelse med regnskabet til erhvervsmediet Finans, at det bliver nødvendigt at "sove med støvlerne på" de næste to år, og at virksomheden både skal formå at styre sine risici og holde damp i strategien.

Ny topchef skal eksekvere strategi

Mens Grundfos nu har indledt jagten på den person, der skal stå i spidsen for 2025-strategien og dermed føre Grundfos videre ad den sti, der blev lagt under Nipper, kom topchefens opsigelse som en ærgerlig overraskelse for bestyrelsesformand Jens Moberg.

"Altså jeg er rigtig ked af, at Mads forlader os, og jeg ville gerne have beholdt ham," sagde Jens Moberg til CleantechWatch samme aften, det kom frem, at Mads Nipper havde takket ja til CEO-stillingen i Ørsted efter Henrik Poulsen.

"Men jeg har ønsket ham tillykke og ønsket Ørsted tillykke med deres nye chef, og jeg føler mig helt tryg ved, at vi med det stærke fundament, vi har, og den stærke koncernledelse, vi har, kan blive ved med at fortsætte den fantastiske rejse, Grundfos er på," fortsatte bestyrelsesformanden i Grundfos Holding.

Grundfos-bestyrelsen er dog langtfra uforberedt og har løbende arbejdet på planer, der skal gøre selskabet klar til et pludseligt behov for at finde en efterfølger for den nu afgående topchef.

"Heldigvis, vil jeg sige, har vi i vores bestyrelse løbende arbejdet med efterfølgerplanlægning. Så vi har en rigtig god platform for at sætte den proces i gang, som er blevet sat i gang i dag, nemlig at finde den helt rigtige næste CEO for Grundfos," sagde Jens Moberg tidligere på måneden til CleantechWatch.

Adspurgt om, hvilke kvaliteter Nippers afløser skal besidde, lagde formanden i høj grad vægt på evnen til at føre 2025-strategien ud i livet:

"Vi er i Grundfos en stor, global og førende pumpevirksomhed, så det er klart, at vi skal have en person, der kan være med til at løfte os videre og stå i spidsen for den ambitiøse 2025-strategi, vi lancerede for forholdsvis kort tid siden. Det er den helt rigtige styrmand til den videre proces, vi leder efter," lød det fra Jens Moberg.

Mads Nipper stopper fra årsskiftet, men hvornår en ny topchef bliver fundet, kunne bestyrelsesformanden på daværende tidspunkt ikke svare på.

"Det kan være, det tager kortere tid, men det kan også være det tager lidt længere tid. Det vigtigste for os er at have en proces af høj kvalitet med det helt rigtige udbytte," sagde Jens Moberg.

Grundfos-formand ærgerlig og overrasket over Nippers exit

Headhunter: Grundfos skal på jagt efter endnu en autentisk leder

Nipper tog Grundfos på en vækstrejse – nu forlader han koncernen midt i storstilet sats 

"Tiden er ovre, hvor virksomheders eneste rolle er at tjene penge til aktionærerne" 

Topvirksomheder sætter leverandører under pres med nye, ambitiøse klimamål 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også