"Vi investerer i fremtiden, så Danfoss også kan være en robust virksomhed om ti år"

Danfoss-topchef Kim Fausing har lagt an til et 2020, der kommer til at byde på massive investeringer både i ny teknologi og i virksomhedens kerneområder. Det skal sikre, at Danfoss kan fortsætte sin positive udvikling over de næste mange år.
Foto: Casper Dalhoff/ERH
Foto: Casper Dalhoff/ERH
Af Emma Gelbjerg-Hansen

Der er lagt op til flere investeringer i 2020 for Danfoss, der vil sikre, at virksomheden også i fremtiden kan følge med efterspørgslen på grønne løsninger og ny teknologi.

Det fortæller topchef i miljøteknikvirksomheden, Kim Fausing, til CleantechWatch i kølvandet på det regnskab, som virksomheden afleverede torsdag morgen, og som blandt andet vidner om et 2019, der trods volatile markeder bød på et rekordhøjt driftsresultat og det største opkøb i virksomhedens historie.

Investeringer både i fremtidens teknologier og i Danfoss' kerneforretningsområder skal være med til at sikre, at virksomheden fortsætter den udvikling, der de sidste fire år har betydet, at virksomheden er vokset på både top- og bundlinje.

Strategien er helt klar, fortæller Kim Fausing.

"Vi er meget fokuserede på den langsigtede værdiskabelse, og den går i princippet ud på at styrke vores kerneforretning og blive en ledende spiller inden for vores område og samtidig investere i ny teknologi," siger topchefen og fortsætter:

"Derfor har det også været rigtig positivt, at vi har kunne fortsætte vores massive investeringer i innovation – både organisk ved egen kraft og gennem nye opkøb."

Investeringerne fortsætter næste år

Danfoss øgede i 2019 virksomhedens investeringer i innovation med syv pct. til 272 mio. euro – eller hvad der svarer til 4,3 pct. af omsætningen.

Året bød samtidig på opkøbet af fire nye virksomheder med amerikanske Eatons hydraulikforretning som kronen på værket, der med sine 22 mia. kr. blev det største i virksomhedens historie hidtil.

Samme kurs er lagt for 2020, hvor Danfoss fortsat vil markere sig som en forretning med muskler til at kunne investere i fremtidens teknologi og grønne løsninger, fortæller Kim Fausing.

"Der er en masse ny teknologi i vores pipeline," siger topchefen.

Han fortæller, at Danfoss ikke guider på fremtidige opkøb, men der er flere områder, virksomheden kommer til at investere i, og som Kim Fausing ser stort forretningspotentiale i.

På området for energieffektivitet fremhæver Kim Fausing blandt andet teknologiske løsninger, der uden videre kan reducere energiforbruget i airconditionanlæg med op mod 50 pct., mens virksomheden på området for fjernvarme blandt andet har investeret heftigt i kunstig intelligens.

"Derudover er der elektrificering af transportområdet, hvor vi har investeret rigtig meget og i øjeblikket har et ret stort gennembrud," siger Kim Fausing.

Det er også et af de områder, hvor topchefen forventer, at Danfoss kommer til at styrke forretningen i fremtiden, og lige nu kigger virksomheden blandt andet på effektivisering af batteriteknologi.

Kim Fausing vil ikke løfte sløret for konkrete samarbejder eller opkøb, men fortæller, at der sker og er sket "rigtig meget."

"Vi har en rekordstor pipeline med løsninger på området," siger han og fortsætter:

"Udviklingen og gennembruddet kommer ikke af sig selv – det kommer af, at vi investerer i det."

Kerneforretningen skal også have et boost

Danfoss vil samtidig være "verdens absolut ledende" inden for hydraulik. Det er et forretningsområde, som virksomheden allerede har investeret massivt i – både organisk og via tilkøb, senest med opkøbet af Eatons hydraulikforretning.

"Opkøbet er et udtryk for, at vi i Danfoss ikke kun investerer i elektrificering, digitalisering og ny teknologi generelt, men at vi også prioriterer at investere kraftigt i at gøre vores kerneforretning stærkere," siger Kim Fausing.

Der er dog ikke et opkøb af samme størrelse i pipeline lige nu, påpeger topchefen.

"Der skal helt klart ske opkøb i fremtiden, men de bliver slet ikke i samme skala. Det er jo et meget stort opkøb, og vi har lige nu fuld fokus på at integrere vores forretninger, gøre det til en succes og byde velkommen til 11.000 ny kollegaer," siger Kim Fausing.

Artiklen fortsætter efter grafikken...

 

De sidste fire år har budt på vækst på både top- og bundlinje i miljøteknikvirksomheden. Det er på trods af volatile markeder og geopolitiske udfordringer i form af blandt andet handelskrige, Brexit og senest Corona-virussens udbrud i Kina, der satte en mindre dæmper på Danfoss' opsving på det kinesiske marked.

Spørgsmålet er, om Danfoss kan fortsætte den positive udvikling, virksomheden har set de sidste par år.

Det mener Kim Fausing "bestemt", at virksomheden kan.

"Vi sidder midt i de megatrends, som vi ser i verden i øjeblikket. Konkret betyder det, at når der på globalt plan for eksempel bliver efterspurgt teknologi til energieffektivisering eller elektrificering, så ligger det lige præcis i kernen af det, vi står for i Danfoss," siger Kim Fausing.

Danfoss er selvfølgelig ikke immun over for geopolitiske konflikter, fortsætter topchefen. Forventningen er derfor blandt andet også, at Corona-virussen kan blive en mindre klods om benet på væksten i 2020, ligesom også handelskrige og Brexit stadig ulmer under overfladen.

Samtidig kræver en fremtidig vækst også, at Danfoss forsætter med investeringerne, så de kan følge med den efterspørgsel, som den grønne omstilling bringer med sig.

"Vi investerer i fremtiden, så Danfoss også kan være en robust virksomhed om ti år," siger topchefen.

Et løfte om CO2-neutralitet i 2030 kommer også til at koste og være noget, der kan mærkes i regnskabsbøgerne de kommende år.

"Det er bestemt noget, der koster. Men det er som udgangspunkt vigtigt at tænke – som vi gør i Danfoss – at det er en god forretning at omstille sig. Vi har løbende investeret i det og fortsætter med at gøre det," siger Kim Fausing.

Danfoss lander rekordhøjt driftsresultat og lægger an til nye investeringer

Danfoss sætter mål om flere kvindelige ledere: "Vi er nødt til at gå nye og utraditionelle veje"

Industrigigant tager stort grønt skridt: Vil være CO2-neutral om 10 år 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også