Danmark giver 100 millioner kroner til krigen mod kul

Fire store lande, som bruger kulkraft, kan få del af 100 millioner kroner fra Danmark til at udfase kul.
Foto: Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen
AF RITZAU

En gruppe af verdens lande har lanceret et initiativ til at støtte udviklingslande med at udfase kulkraft.

Kul er den største enkeltstående årsag til klodens temperaturstigninger.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har torsdag på FN-klimamødet COP26 annonceret et dansk bidrag på 100 millioner kroner til initiativet.

"Med de her penge ligger et ønske om hurtigt at kunne få lukket kulkraftværker og have nogle ressourcer til at sætte innovative projekter i gang for at få erstattet kulkraft med noget andet," siger Kofod fra Glasgow.

De 100 millioner, der er annonceret i regeringens udspil til en finanslov for 2022, skal gå til et nyt program i den internationale fond CIF.

Fokus er i øjeblikket på fire lande. Sydafrika, Indien, Indonesien og Filippinerne.

"Ved at kunne allokere de 100 millioner kroner og lave en alliance omkring at få sat handling bag krigen mod kul, så kan vi skubbe på og gå forrest med denne udvikling," siger Jeppe Kofod.

Udenrigsministeren mødes senere torsdag med Indonesiens energiminister. Indonesien er verdens største eksportør af kul, og landet benytter kulkraft i stor skala.

"Det er paradoksalt. Kigger man alene på Indonesien, har de vedvarende energiressourcer, som vind, vand og geotermisk energi, som kan levere 400 gigawatt. Det svarer til 20 gange Danmarks kapacitet," siger Jeppe Kofod.

Pengene fra CIF-programmet skal blandt andet gå til at hjælpe udviklingslandene med at finde nye måder at producere energi på.

"Det er helt afgørende, at der findes nye jobmuligheder til dem - og gerne i den vedvarende energiindustri. Det har vi gode erfaringer med i Danmark," siger Kofod.

Den seneste tid har Kina taget overskrifter over hele verden med meldinger om, at landets kulkraftværker vil skrue op for blusset. Kina er en af verdens største udledere af CO2.

Der er ingen planer om, at de rige lande i initiativet skal hjælpe Kina med at udfase kul.

"Vi skal stille krav til lande, også til Kina, og det er vigtigt, at alle lande stopper med at eksportere kul og investere i kul - både i andre lande, men også hjemme," siger udenrigsministeren.

20 lande dropper finansiering af sort energi i udlandet

Over 40 lande indgår aftale om at udfase kulkraft inden 2050 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også