CleantechWatch

Margrete Auken om Lynetteholmen: Der er lovbrud

En borgerklagen over Lynetteholmen kommer for EU’s borgerklageudvalg, som europaparlamentariker Margrete Auken sidder i. Projektet overtræder lovgivningen, siger hun.

Foto: Jens Hartmann Schmidt

Miljøforholdene omkring etableringen af Lynetteholmen bliver i dag taget op i EU-kommissionens udvalg for andragender, hvor borgere kan indsende klager.

Med i udvalget sidder danske Margrete Auken (SF), og ligesom klagestilleren, foreningen Klimabevægelsen, finder hun det kritisabelt, at der i miljøkonsekvensvurderingen af projektet bliver udstedt miljøgodkendelser bid for bid, fremfor at der bliver taget stilling til og givet en eventuel godkendelse af det samlede projekt.

"Det der med at hakke et VVM-direktiv (miljøkonsekvensvurdering, red.) op er ikke lovligt. Det må man jo ikke, og det er det, der er gjort her," siger Margrete Auken til CleantechWatch.

Tilgangen er også kendt unde navnet "salamimetoden".

Klimabevægelsen kritiserer i sin klage, at den samlede klima- og miljøpåvirkningen for Lynetteholmen står hen i det uvisse.

"Danmarks største infrastrukturprojekt er ved at blive lavet, før det er blevet tjekket. Vores mål er at styrke udvalget i Bruxelles’ forståelse af den dynamik, der er i Danmark, samt gøre dem sikre på, at der er et stort problem, og at EU-lovgivningen er overtrådt her," sagde Klimabevægelsens sekretariatsleder Frederik Roland Sandby til CleantechWatch, da det kom frem, at sagen overgik til EU-kommissionen.

Klage kan fortsætte

Enhver EU-borger har ret til at indgive en klage, et såkaldt andragende, til Europa-Parlamentet, hvis man mener, at myndighederne i et medlemsland overtræder EU-lovgivning. Når Udvalget for Andragender i Parlamentet med Dolors Montserrat i spidsen vælger at invitere Klimabevægelsen til Bruxelles for at fremlægge sin kritik, skyldes det, at udvalget har valgt at sætte klagen på udvalgets mødedagsorden.

"Klagen er blevet sendt ind, registreret og vurderet, og nu skal kommissionen sørge for, at lovene bliver overholdt," siger Margrete Auken.

I forbindelse med mødet kan klagestillerne komme og fremlægge deres sag, hvilket repræsentanter for Klimabevægelsen har takket ja til.

Processen bliver derfra, at Kommissionen skal svare på klagen, og udvalgets medlemme kan kommentere og komme med spørgsmål, og til sidst får klagerne lov til at komme med kommentarer.

"Derefter afgør vi, hvad vi gør med den, og om den skal holdes åben, bores i, eller sendes den videre," siger Margrete Auken og understreger, at høringen i dag ikke nødvendigvis bliver endestationen for klagen:

"Vi er en slags ombudsmandsudvalg, så vi har ikke nogen besluttende magt."

Historisk svag kommission

I en pressemeddelelse udtaler Klimabevægelsens advokat Eskil Nielsen, der sidder med klagesagen, at miljø- og klimapåvirkning er et internationalt problem, som derfor må reguleres mellemstatsligt. Det skyldes, at det er meget komplekst at balancere indsatsen mellem staterne, og alt det bringes i fare, hvis enkelte lande falder for fristelsen og omgår reguleringen.  

"Det er derfor i høj grad glædeligt, at vi nu ved, at der faktisk er en kontrolinstans, der helt sikkert vurderer tingene i det større, mellemstatslige perspektiv," siger han i pressemeddelelsen.

Da CleantechWatch talte med Margrete Auken, havde hun endnu ikke haft mulighed for at sætte sig ind i sagen om Lynetteholmen. Hun fortæller, at det er hendes ansvar, at lovene bliver overholdt, hvilket hun altså ikke mener er tilfældet her.

"Jeg glæder mig til at se kommissionens svar. Hvis den siger, at projektet skal sættes på pause, vil det være det rimelige," siger hun.

Hun tilføjer dog, at der i dag ikke er en decideret stor tiltro til Kommissionens side.

"Problemet med vores nuværende Kommission er, at den er historisk svag til at sørge for, at vores love bliver overholdt. Det er jo lidt anstrengende, siger hun og fortsætter:

"Det er et voldsomt kritikpunkt, vi har i Parlamentet, om at kommissionen omgås vores love, som var de venlige henstillinger. Danmark overtræder love med arme og ben – særligt på vand- og landbrugsområdet. Og der burde kommissionen ligge klar med sanktioner," siger hun.

Klimabevægelsen skal fremlægge kritik af Lynetteholmen i Bruxelles

Borgmestre og byplanlæggere advarer mod "skadelig" Lynetteholm 

Kæmpe klimagevinster på pramme til transport af jord til Lynetteholm 

Mere fra CleantechWatch

Klumme: Slut med kejserens nye klimaklæder

På COP26 i Glasgow har virksomheder og verdensledere forsøgt at finde løsninger på den globale klimakrise. Alle er enige om, at ambitionerne skal øges. Alligevel ser vi stadig virksomheder på stribe annoncere CO2-neutrale målsætninger, som klinger hult, skriver Thomas Schrøder, der er direktør i Schneider Electric, i denne klumme.

Verdo bliver et andelsselskab

Ændringen vil ikke betyde noget for den daglige drift, men det vil give forbrugerne øget indflydelse på Verdo og øge demokratiseringen, siger selskabet.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs