Shippingbanker åbner for at hæve de grønne ambitioner efter næste klimatopmøde

Stemmer i shippingindustrien, heriblandt BW LPG, kritiserer storbankernes klimainitiativ Poseidon Principles for at være alt for uambitiøst. Til efteråret skal principperne revideres og muligvis tilpasses, så de lever op til udfaldet af klimatopmøde i Glasgow, oplyser formand Michael Parker til ShippingWatch.
Michael Parker, formand, Poseidon Principles | Foto: Global Maritime Forum
Michael Parker, formand, Poseidon Principles | Foto: Global Maritime Forum

Til efteråret forventer en række store långivere til shippingindustrien at skulle revidere deres fælles klimainitiativ, der af flere rederier er blevet beskrevet som uambitiøst.

Det er tale om de såkaldte Poseidon Principles, der blev lanceret tilbage i 2019. Principperne har til formål at skabe et fælles udgangspunkt for at vurdere, om bankernes låneporteføljer er på linje med IMO's klimamål, som blandt andet tæller minimum en halvering af udledningen af drivhusgasser fra shippingbranchen i 2050.

Det udgangspunkt er dog for lavt, lyder kritikken fra topcheferne fra BW LPG og Klaveness. De ser gerne bankerne hæve ambitionerne og sigte højere end IMO, lød det for nylig på en paneldebat.

Vores søstermedie ShippingWatch har rakt ud til formand og initiativtager til Poseidon Principles, Citis Michael Parker, og forholdt ham kritikken fra rederierne.

Han understreger i en kommentar, at ambitionsniveauet snart kan blive hævet.

"Vi forventer at bruge den anden Annual Disclosure Report i december 2021 til at reflektere et ambitionsniveau, der passer med beslutningerne fra COP26, som ventes at guide og opdatere IMO's mål," siger Michael Parker, chef for shipping og logistik hos banken Citi og formand for Poseidon Principles, til ShippingWatch.

"Underskriverne af Poseidon Principles vil blive ved med at reflektere over den kollektive fremgang og tillade principperne at udvikle og udvide sig over tid," siger han og tilføjer, at det skal sørge for at principperne er robuste og tidssvarende med de internationale målsætninger om at mindske shippingbranchens klimaaftryk.

27 finansielle institutioner støtter Poseidon Principles, og de har i alt lån på omkring 185 mia. dollar til den globale shippingsektor.

Kritik af ambitionsniveau

Udmeldingen fra Michael Parker og Poseidon Principles kommer efter topcheferne fra BW LPG og Klaveness kritiserede princippernes ambitionsniveau som værende for lavt.

Anders Onarheim fra BW LPG og Lasse Kristoffersen fra Klaveness kalder i stedet på en ambition, der går på nuludledning i 2050, som også er et mål, der arbejdes hos mange rederier ude i branchen, herunder hos Maersk.

I dag betyder Poseidon Principles, at bankernes shippingporteføljer måles mod IMO's ambitioner, der går på en halvering af udledning af drivhusgasser frem mod 2050.

Og det er slet ikke nok, lyder det fra de to topchefer, der ikke har mærket det store til principperne, siden de blev lanceret i sommeren 2019.

"Det, vi har oplevet indtil videre, har været, at der er nogle krav om at komme med mere data om brændstofforbrug og så videre til långivere, men der har indtil videre ikke været en stor påvirkning," sagde Anders Onarheim på en paneldebat under Capital Link Maritime Forum Norway og tilføjede:

"Men vi synes stadig, det er vigtigt, og vi oplever at långivere i højere grad kigger på vores (grønne, red.) profil. Så det skal nok komme."

Anders Onarheim, topchef, BW LPG | Foto: BW LPG
Anders Onarheim, topchef, BW LPG | Foto: BW LPG

Hos Klaveness peger CEO Lasse Kristoffersen på, at Poseidon Principles bør sigte mod nududledning i 2050 og dermed være langt mere ambitiøse end IMO i dag.

"Den her industri er nødt til at rykke mod nuludledning i 2050, og det samme gælder bankerne," lød det fra Lasse Kristoffersen på paneldebatten.

Et marathon

Bankernes første Annual Disclosure Report rapport fra december sidste år viste, at kun en ud af fem af bankerne, som har skrevet under på Poseidon Principles, har en shippingportefølje, der lever op til IMO's klimamål.

Danske Bank og Nordea er blandt de mange banker, hvis shippingportefølje endnu ikke lever op til målene.

Nordea's shippingchef Thor-Erik Bech understregede over for ShippingWatch, at 2020 var det første år, hvor man indsamlede data til de nye principper.

"Det her er et maraton og ikke en sprint. Sådan som vi ser det, så er det for tidligt at evaluere indsatsen på basis af det datagrundlag, man har nu. Vi har haft en rigtig god start og et godt udgangspunkt for det vigtige videre arbejde," sagde Thor-Erik Bech.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie ShippingWatch)

Shippingchefer efterlyser klare miljøkrav: "Hvor meget er nok?" 

Ny rapport: Shipping skal i gang med klimavenlige brændstoffer nu 

Norske shippingaktører er enige om ammoniak som fremtidens brændstof 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også