Regeringen tøver trods ønske om CO2-afgift hos flertal og vismænd

Regeringen er forbeholden overfor en CO2-afgift, selv om et flertal i Folketinget og både de økonomiske vismænd og Klimarådet foreslår det.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Den billigste vej til at nå målet om 70 pct. færre drivhusgasser i 2030 er ved at indføre en afgift. Den bør være på 1.200 kr. ifølge en ny rapport fra de miljøøkonomiske vismænd.

Regeringen har hidtil været mere end forbeholden. I en skriftlig kommentar undlader finansminister Nicolai Wammen (S) at forholde sig direkte til det.

"Rapporten viser mig, at den aftale om grøn skattereform, som vi indgik sidste år, var den rigtige vej," siger han.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få et interview.

Den grønne skattereform, som blev vedtaget, blev kritiseret af eksperter og folketingspartier for netop ikke at indeholde en CO2-afgift.

Klimarådet har tidligere foreslået en afgift på 1.500 kr., og et flertal i Folketinget presser på for at få afgiften forhøjet fra de par hundrede kroner, den er på i dag.

Det skyldes en ambition om, at udlederen i højere grad skal betale. Men regeringen frygter, at det vil koste danske arbejdspladser at pålægge for eksempel landbruget en afgift, som udenlandske aktører ikke skal betale.

Det vil skabe en fordel for udenlandske landmænd, er frygten.

"Vi er enige i, at en ensartet regulering af drivhusgasser er et afgørende instrument for at indfri 70 procentmålet, og det skal ske på en bæredygtig og afbalanceret måde, så vi passer på vores arbejdspladser og vores velfærdssamfund," siger Nicolai Wammen.

En generel afgift rammer især landbruget, der vil miste op mod 15.000 job, samt fødevareindustrien, der kan miste op mod 4000.

Det er ifølge beregninger konsekvensen af en ensartet CO2-afgift. Det bekymrer finansministeren.

"Landbruget er en del af løsningen for at nå vores klimamål og skal give sit vigtige bidrag. Vi skal gøre det klogt og sikre, at vi bevarer produktion og arbejdspladser i Danmark. Vi skal ikke blot rykke udledninger og arbejdspladser til andre lande," siger han.

Vismændene mener dog, at der kommer et tilsvarende antal job andre steder såsom i servicesektoren og andre mindre klimabelastende brancher.

Hvis der indføres en afgift på 1.200 kr., vil det koste samfundet knap 4 mia. kr. om året ifølge rapporten.

Det svarer til et årligt tab på cirka 0,15 pct. af landets samlede økonomisk produktion, bnp, fra 2030. Det er langt billigere end de tidligere bud fra blandt andet Klimarådet.

Jo længere tid, der går, inden afgiftssatsen fastlægges, jo dyrere bliver det. Virksomhederne skal vide, hvad de har at forholde sig til.

En ekspertgruppe er tidligere blevet bedt om at se på en mere ensartet CO-afgift. Den afleverer sin første delrapport i slutningen af 2021.

Fortsætter politikerne med den nuværende blanding af beskatning af fossile brændsler og vidt forskellig slags støtte til vedvarende energi, så stiger prisen til mindst 18 mia. kr. årligt.

Vismænd anbefaler CO2-afgift på 1.200 kr.  

Flertal kræver hurtigere klimahandling fra regeringen: "Vi kan ikke sidde Klimarådets kritik overhørig"

Ekspertgruppen for designet af CO2-afgiften er fundet 

"En CO2-afgift for landbruget er helt afgørende" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også