CleantechWatch

Naturforening: Finanslov er historisk for miljøet i Danmark

Aftale om rensning af giftgrunde og udbredelse af vild natur bliver rost af Danmarks Naturfredningsforening.

Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening. Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix

Naturen har fået en central plads i finansloven for 2020.

Vild natur skal have mere plads, giftgrunde i Vestjylland skal renses, og klimaskadelig landbrugsjord skal omdannes.

Hos Danmarks Naturfreningsforening er man yderst positiv over for aftalen, som søndag eftermiddag er blevet præsenteret i Finansministeriet.

"Det her er for naturen en historisk vigtig aftale, fordi den afsætter et stort og vigtigt beløb til, at vi får mere vild natur," siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

"Man sætter næsten en milliard kroner af til at gøre naturen mere vild, til at give mere plads til naturens pressede arter og i virkeligheden gøre en massiv og seriøs indsats for at løse den biodiversitetskrise, vi står i."

Der afsættes 888 millioner kroner til udbredelse af vild natur.

Desuden er rensning af forurenede grunde - eller generationsforurening - noget, som foreningen i mange år har ventet på.

Der afsættes 630 millioner kroner til dette.

Generationsforurening dækker over gamle forurenede områder. Et ofte omtalt eksempel er Høfde 42 ved Harboøre Tange.

Høfde 42 er et af tre områder på Harboøre Tange, der er forurenet af Cheminovas produktion af pesticider i 1950’erne og 60’erne.

"De udgør en tikkende bombe for vores havnatur, vandmiljø og for vores drikkevand," siger Maria Reumert Gjerding.

"Så det her er en virkelig vigtig, grøn finanslov, der tager et massivt ryk i den rigtige retning set fra naturens og miljøets side."

Endelig skal lavbundsjorder tages ud af produktion og omdannes til enge, skove og anden natur. Det er der afsat 600 millioner kroner til.

Regeringen afsætter en halv milliard til ny digitaliseringsfond med grønne ambitioner

Finanslov afsætter 630 millioner kroner til oprydning af store giftgrunde

Relaterede

TrialBanner_Desktop_CleantechWatch.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere