Danmark støtter grøn reform af Verdensbanken

En række store økonomier vil gøre det lettere for udviklingslande at låne penge til grønne tiltag.
Foto: Henning Hjorth
Foto: Henning Hjorth
af ritzau

Det kan blive den hidtil største reform af Verdensbanken, hvis en række lande lykkes med at klimareformere banken, som yder lån til udviklingslande gennem indbetalinger fra medlemslandene.

Danmark støtter reformen, som særligt USA og Tyskland og en række andre lande har skubbet på for.

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S) deltager til og med fredag i det årlige forårsmøde i Washington D.C.

”Hvis Danmark kan være med til at reformere Verdensbanken på en måde, så den tænker udvikling og klima langt bedre sammen, så har det et kæmpe potentiale. De to ting hænger uløseligt sammen.”

”Meget, meget ofte er klimaforandringerne direkte årsag til den fattigdom, som vi bruger mange ressourcer på at bekæmpe. Jeg tror på, at en ambitiøs reform af Verdensbanken kan blive en gamechanger,” siger han i en pressemeddelelse.

Bankens oprindelige formål var at finansiere genopbygningen efter Anden Verdenskrig, men i dag bekæmper banken fattigdom gennem lån.

Det er ifølge koalitionen de fattigste lande, som er mest påvirket af kriser som klima, pandemier og konflikter.

Klodens ændrede klima forstærker fattigdom, fødevareusikkerhed og ustabilitet, særligt i lande, der i forvejen er skrøbelige.

Derfor skal Verdensbanken investere en del af sine milliardbeløb grønnere og samtidig fastholde fokus på at bekæmpe fattigdom verden over, lyder argumentet.

Møderne torsdag er første skridt i reformprocessen, der ventes at kulminere ved Verdensbankens årsmøder til oktober i Marrakesh, Marokko.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også