Erhvervsorganisationer er uenige med vismænd om klimamål

Dansk Industri og Dansk Erhverv er ikke enige med de økonomiske vismænd, der har meldt ud, at de er imod klimamålet om 70 pct. CO2-reduktion i 2030.
Det skriver DR.
Vismændene peger på, at man i stedet for at have delmål bør tænke mere langsigtet, så man når målet om klimaneutralitet i 2050. Ifølge vismændene er det en dyr løsning at fokusere på delmålene.
Den udmelding er både Dansk Industri og Dansk Erhverv uenige i. Hos sidstnævnte peger man blandt andet på, at delmålene kan hjælpe med "at skabe sikkerhed for investeringer."
Hos Dansk Industri står man også fast på, at målet om en reduktion på 70 pct. skal skrives ind i klimaloven.
"Vores analyser viser, at vi kan nå 65 procent med de løsninger, vi kender til. Så må vi forske og udvikle for at nå hele vejen til de 70 procent. At vi ikke kender svarene, betyder ikke, at vi ikke kan nå målene," siger Troels Ranis, branchedirektør i Dansk Industri, til DR.