Renovationsarbejdere i Hvidovre nedlægger arbejdet

Strejken, som ifølge borgmester er overenskomststridig, kommer efter anklager om dårligt psykisk arbejdsmiljø i kommunens renovationsafdeling. (Opdateret)
Efter eget udsagn har ansatte i Hvidovres renovationsafdeling, ’Affald og Ressource’ gennem en længere periode oplevet chikane, mobning og hårdt arbejdspres fra en konstitueret leder. | Foto: Olivia Loftlund
Efter eget udsagn har ansatte i Hvidovres renovationsafdeling, ’Affald og Ressource’ gennem en længere periode oplevet chikane, mobning og hårdt arbejdspres fra en konstitueret leder. | Foto: Olivia Loftlund

En gruppe renovationsarbejdere i Hvidovre Kommune har onsdag morgen nedlagt arbejdet.

Det bekræfter kommunen over for CleantechWatch gennem sin presseafdeling.

Kommunen kan ikke oplyse antallet af strejkende, der alle er ansat i den kommunale renovationsafdeling ’Affald og Ressource’. I alt er der omkring 40 ansatte i afdelingen.

Til CleantechWatch uddyber kommunen, at de strejkende onsdag morgen har spærret for indgangen til kommunens såkaldte ’materielgård’, der huser skraldebiler og medarbejdernes hvileområde. Kommunen betragter arbejdsnedlæggelsen som ulovlig, lyder det.

Strejken kommer efter en længere strid om dårligt psykisk arbejdsmiljø i den kommunale afdeling. 

I en meddelelse til kommunen, som CleantechWatch har set, begrunder de strejkende konkret arbejdsnedlæggelsen med, at en række ansatte i ’Affald og Ressource’ gennem en længere periode har oplevet chikane, mobning og hårdt arbejdspres fra en konstitueret leder.

Ifølge brevet, der er stilet til borgmester Anders Wolf Andresen (SF) og kommunaldirektør Jakob Thune, har de ansatte ”i mere end seks måneder” gjort opmærksom på dårligt arbejdsmiljø i afdelingen, uden der er blevet reageret.

”I et halvt år er vi gået kommandovejen og har klaget til samtlige ledere i Hvidovre Kommune, herunder borgmesteren og kommunaldirektøren, men ingen lytter. Ingen tør handle”. Ifølge de strejkende er fem ansatte i afdelingen ”gået ned med stress, depression og/eller angst” som følge af problemerne. 

Borgmester: Vi er ved at undersøge tingene

Over for CleantechWatch ærgrer borgmester Anders Wolf Andresen (SF) sig over forløbet, men siger, at strejken er det forkerte værktøj at bruge.

Han henviser til, at Hvidovre Kommune i sidste uge meddelte, at den ville få en ekstern advokat til at gennemføre en undersøgelse af en række klager, som 3F har sendt til kommunen på vegne af de ansatte i ’Affald og Ressourcer’.

”Jeg synes, at det er ærgerligt, at man griber til en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse nu, for vi har jo netop iværksat en advokatundersøgelse af de kritikpunkter, som medarbejderne er kommet med, for at vi får det klarlagt og undersøgt, og vi får et fast holdepunkt, hvor tingene ligesom er belyst fra de rigtige sider,” siger Anders Wolf Andresen.

De ansatte skriver selv, at de har gjort opmærksom på problemerne gennem seks måneder. Er det korrekt?

”Som jeg forstår det – og som jeg også tænker, det bliver klarlagt i advokatundersøgelsen – så har de gjort opmærksom på nogle udfordringer til ledelsen på området i et stykke tid. Og det kan jeg forstå, man så har arbejdet med.”

Renovationsmedarbejderne vil nok mene, at den undersøgelse kommer noget sent, hvis problemerne har stået på i et halvt år?

”Den kom i gang, så snart vi på politisk niveau blev opmærksom på, at der er nogle udfordringer, som ikke er blevet håndteret. Og det er årsagen til, at vi laver den her advokatundersøgelse,” siger Anders Wolf Andresen.

Det er onsdag formiddag ikke lykkedes redaktionen at få reaktioner fra kommunaldirektør Jakob Thune eller de ansattes tillidsrepræsentant.

På sin hjemmeside oplyser kommunen, at borgere som følge af strejken ikke skal forvente at få tømt skrald onsdag.

”Som situationen er nu, forventer vi ikke, at der bliver afhentet affald i Hvidovre i dag.”

21 klagepunkter

Ifølge Fagbladet 3F blev et forslag om at hjemsende den føromtalte leder stemt ned på et møde tirsdag i økonomiudvalget. Det møder kritik fra de strejkende skraldemænd.

”Vi mener, at han bør blive hjemsendt, mens der skal laves denne her advokatundersøgelse. For det er os, der møder ind til de her problemer hver morgen,” udtaler en anonym skraldemand fra den strejkende gruppe til mediet.

Han tilføjer, at renovationsarbejderne vil begynde at arbejde igen, så snart kommunen hjemsender lederen.

Advokatundersøgelsen, der bliver indledt onsdag, skal konkret tage stilling til i alt 21 klagepunkter om arbejdsmiljø, lød det fra kommunen i sidste uge.

”Det er en alvorlig klage, vi har modtaget, og vi tager den meget seriøst,” udtalte kommunaldirektør Jakob Thune i sidste uge i en pressemeddelelse.

”Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi tager arbejdsmiljø alvorligt i Hvidovre Kommune”.

(Opdateret kl. 10:15 med citater fra borgmester i Hvidovre Anders Wolf Andresen (SF) og igen 13:15 med oplysning om manglende afhentning)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også