Kuratorer i Nordic Waste har solgt syv kvæg, varelager og personbiler

Kravene vokser mod det krakkede miljøselskab Nordic Waste, der ejes af oliemilliardæren Torben Østergaard-Nielsen.
Foto: Ernst van Norde
Foto: Ernst van Norde

Det er ikke mange penge, der bliver til overs fra salget af forskellige aktiver i det krakkede miljøselskab Nordic Waste, som ejes af Torben Østergaard-Nielsen og hans oliekoncern USTC.

Det fremgår af en ny kreditorskrivelse fra konkursboets advokater til kreditorerne som f.eks. Randers Kommune, Miljøstyrelsen, Gældsstyrelsen og en lang række private kreditorer.

Indtil videre har et salg af syv kvæg, et hegn og en foderhæk – til en samlet værdi af 30.000 kr. – sammen med et delvist salg af varelager og personbiler indbragt 724.502 kr., viser kreditorskrivelsen, som CleantechWatch har fået aktindsigt i.

Til gengæld vokser kreditorernes krav mod Nordic Waste, som ejes af Østergaard-familiens oliekoncern USTC, med stor hast.

Kravene er pr. 12. februar løbet op i 179 mio. kr., og omfatter ifølge CleantechWatch’ oplysninger ”kun” de facto anmeldte krav indtil videre.

Som omtalt i CleantechWatch har Randers Kommune rejst et krav på ca. 100 mio. kr. inklusive moms, som er kommunens omkostninger til oprydning og afværgeforanstaltninger fra den 19. december til og med den 22. januar.

Dertil kommer et krav fra Miljøstyrelsen, som på otte dage har brugt 50 mio. kr. til ”afværgeforanstaltninger” i forbindelse med det meget omtalte jordskred på Nordic Wastes arealer i Randers.

De otte dage dækker perioden fra konkursen 22. januar og til og med 30. januar 2024.

Siden har Randers Kommune igen overtaget forpligtelsen med oprydning og afværgeforanstaltninger, og dermed kan omkostninger på 2-3 mio. kr. dagligt løbe på det krav på foreløbigt 100 mio. kr. inklusive moms, som Nordic Waste-boet er blevet præsenteret for.

Flere millionkrav på vej

”Arbejdet med oprydning og begrænsning af de miljømæssige konsekvenser af jordskredet har siden 19. december 2023 været varetaget af Randers Kommune og (i en begrænset periode) af Miljøstyrelsen),” hedder det i kreditorskrivelsen.

”Dette arbejde pågår stadig , og det er vurderingen, at at der vil blive anmeldt et betragteligt krav i boet for omkostningerne forbundet hermed.”

Jordskreddet hos Nordic Waste har betydet, at tre mio. kubikmeter forurenet jord bevæger sig og truer vandløb, havmiljøet og med at begrave hele eller dele af den lukkede virksomheds naboby Ølst.

En sag som miljøminister Magnus Heunicke (S) har kaldt en ”tikkende miljøbombe”, og som Randers Kommune siden den 19. december, da Nordic Waste smed håndklædet i ringen og opgav at bremse jordskredet, har arbejdet på at forhindre.

Udover millionkravene fra Miljøstyrelsen, Gældsstyrelsen og Randers Kommune har også ejeren Torben Østergaard-Nielsens USTC-koncern via tre selskaber rejst samlede krav på op mod 107,2 mio. kr., fremgik det af en tidligere udskrift af retsbogen den 22. januar fra skifteretten. 

Her vurderede DSH Recycling, der er et søsterselskab til det krakkede Nordic Waste, og DSH Environment som ejer Nordic Waste og DSH Recycling, at de har 75,2 mio. kr. til gode i boet efter Nordic Waste.

Desuden kan konkursboet blive præsenteret for yderligere et krav på 32 mio. kr. Det kan komme fra et nyoprettet USTC-selskab, Selskabet af 12. januar 2024 ApS. 

Det selskab har ifølge retsbogen oplyst, at det har ”overtaget forpligtigelser fra Nordic Waste” for ca. 32 mio. kr. og kan ende som et krav i konkursboet.

Dermed kan kravene (frem til den 30. januar 2024) ende op i beløb mellem 225-257 mio. kr. 

Forskellen på de 179 mio. kr. i den nye kreditorskrivelse og så det langt større krav på 225-257 mio. kr. kan skyldes, at f.eks. DSH-selskaberne endnu ikke formelt har anmeldt krav i konkursboet, erfarer CleantechWatch.

Konkursen blev meddelt i Statstidende den 24. januar, og kreditorerne har en fire ugers frist til at anmelde krav i konkursboet.

Konkursen af Nordic Waste blev meldt ud af ejerkoncernen USTC 19. januar. Her gjorde USTC det klart, at ejerne, det vil sige ultimativt Østergaard-familien i USTC, ikke ville overtage det økonomiske ansvar for oprydningen efter det krakkede selskab.

Få dage senere blev Nordic Waste endegyldigt erklæret konkurs ved retten i Randers. Siden har regeringen gentaget, at den vil forsøge i videst mulige omfang at stille andre dele af USTC-koncernen økonomisk ansvarlig for oprydningen. 

Som løbende beskrevet i CleantechWatch undersøger Kammeradvokaten i øjeblikket, om Nordic Wastes søsterselskab DSH Recycling – der ejer grunden og bygninger hos Nordic Waste – kan stilles til ansvar.

Dette selskab ”lever på lånt tid”, erkendte Søren Gran Hansen, bestyrelsesformand i DSH Recycling, tidligere formand i det krakkede Nordic Waste, og i dag topchef i SDK Freja, i en pressemeddelelse fredag.

Her oplyste Søren Gran Hansen, at DSH Recycling forgæves havde forsøgt at overdrage Nordic Waste-grunden til Randers Kommune. Det er den grund, hvorpå det meget omtalte jordskred med tre mio. kubikmeter forurenet jord truer vandløb, fjord og havmiljøet samt med at begrave nabobyen Ølst.

Om de forskellige undersøgelser, som statens advokat har bebudet og som ifølge kreditorskrivelsen vil blive omfattende, skriver kuratorerne:

”Henset til, at dette betydelige arbejde stadig kun er i sin indledende fase, er det endnu ikke muligt at fremkomme med hverken en endelig konklusion eller en delkonklusion på, hvorvidt det er muligt at at rejse et krav.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også