Ordførere: Nordic Waste-sag viser, at miljøgodkendelserne ikke hører til hos kommunerne

Danmarksdemokraterne, Enhedslisten og Alternativet er klar til at flytte ansvaret for miljøgodkendelse og miljøkontrol væk fra kommunerne.
Foto: Emil Agerskov
Foto: Emil Agerskov
af frederik timm bentsen og simone jarolics

Sagen om Nordic Waste viser med al tydelighed, at det ikke bør være kommunerne, der udsteder miljøgodkendelser til virksomheder og fører tilsyn med efterlevelsen af dem. 

Det siger flere miljøordførere til CleantechWatch.

”Kommunerne skal simpelthen ikke have ansvaret for miljøgodkendelserne og tilsynene. For det første, fordi de har erhvervsinteresserer og arbejdspladsinteresser i det,” siger Sascha Faxe (AL).

”Det andet gakkede i det er, at vi skal have 98 specialiserede afdelinger, der kan varetage det. Det har kommunerne jo slet ikke musklerne til,” siger hun.

I Nordic Waste-sagen er Randers Kommune blandt andet blevet kritiseret for at udstede en miljøgodkendelse til virksomheden uden at have udarbejdet en geologisk risikovurdering med henblik på jordskred. Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt har dog over for CleantechWatch afvist kritikken.

Danmarksdemokraternes Hans Kristian Skibby er dog også af den holdning, at ansvaret på området bør fjernes fra de kommunale skriveborde.

”Jeg mener ikke, at de lokale miljømyndigheder skal være dem, der giver den slags miljøtilladelser. Det har de efter vores opfattelse ikke den rette, vedvarende kompetence til,” siger ordføreren. 

Han henviser også til sagen om Industrial Water Solutions, hvis miljøtilladelse – der er udstedt af kommunen i Slagelse – til at lede delvist renset spildevand ud i havmiljøet har været genstand for stor kritik. 

Også Enhedslistens miljøordfører, Søren Egge Rasmussen, erklærer over for Radio4 sig klar til at flytte ansvaret for miljøgodkendelse og miljøkontrol væk fra kommunerne.

Nordic Waste blev mandag taget under konkursbehandling efter ønske fra ejerne i USTC-koncernen. Virksomheden meddelte i december, at ”et betydeligt jordskred” var i bevægelse på grunden. Efterfølgende har Randers Kommune og siden også de statslige myndigheder kæmpet for at afbøde skreddet, der truer det lokale vandmiljø og byen Ølst.

Professor i kritik af Nordic Waste-tilladelse

Tirsdag skrev Berlingske, at Randers Kommune på under tre år gennemførte 17 fysiske miljøtilsyn hos Nordic Waste. Under besøgende blev kommunen ifølge avisen bekendt med, at et jordskred var undervejs på virksomhedens grund.

Alligevel afviste kommunens forvaltning så sent som i foråret 2023, at der var risiko for et jordskred af den karakter, som udfolder sig ved byen Ølst syd for Randers lige nu.

Over for Berlingske fastholder kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt dog, at ansvaret for jordskreddet ligger hos virksomheden.

Nordic Wastes miljøgodkendelse har også mødt kritik fra professor emerita i miljøret Ellen Margrethe Basse. Hun kalder det over for Information en ”klokkeklar fejl”, at den ikke lægger loft over, hvor meget jord virksomheden måtte køre ind på grunden.

CleantechWatch har onsdag formiddag uden held forsøgt at få en kommentar fra Randers Kommune på spørgsmålet om miljøgodkendelsen. I en mail til Ritzau onsdag eftermiddag skriver kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, at Randers Kommune ”ikke har haft grundlag for at skride yderligere ind” over for Nordic Waste på baggrund af tilsynene.

Han tilføjer, at kommunen vil ”evaluere processen med tildeling af miljøtilladelser og tilsyn”.

”Uanset hvordan evalueringen falder ud, har Nordic Waste ansvaret for, at driften af virksomhedens aktiviteter på forsvarlig vis skal leve op til de krav, der er i miljøtilladelserne,” skriver kommunaldirektøren til Ritzau.

”Virksomheden har det objektive ansvar, uanset hvad evalueringen måtte vise om, hvordan vi har varetaget vores tilsynsforpligtelse.”

Vil have rykket opgaven til styrelse

Alternativets Sascha Faxe har endnu ikke et klart svar på, hvordan det fremtidige miljøgodkendelses- og tilsynsområde skal hækles sammen.

”For mig er det vigtigt, at vi får talt ordentlig igennem med fagfolk om, hvordan vi klogest muligt sikrer vores miljø. Vi skal simpelthen ikke have flere hovsa-løsninger, som kommunerne egentlig er, efter at man nedlagde amterne,” siger hun.

Hans Kristian Skibby er for sin del klar til at sende opgaven videre til staten.

”Det skal være i en specialiseret enhed under Miljøstyrelsen,” siger han.

CleantechWatch har onsdag rakt ud til Kommunernes Landsforening for en kommentar til ordførernes udmeldinger, men det er ikke lykkedes at få inden denne artikels deadline.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også