Forargede byrådspolitikere: Klimafond viser, at Nordic Waste-ejer har pengene. Så hvorfor løbe fra ansvaret?

Det er ”forkasteligt”, at Torben Østergaard-Nielsen ikke tager økonomisk ansvar, efter at datterselskabet er gået konkurs som følge af omsiggribende jordskred, mener byrådspolitiker.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
simone jarolics, frederik timm bentsen og Dag Holmstad

Det kommer ikke som nogen overraskelse for lokalpolitikerne i Randers, at Nordic Waste fredag morgen har indgivet en konkursbegæring med henvisning til jordskreddet på virksomhedens grund, der risikerer at udvikle sig til en omfattende miljøkatastrofe. 

Men det ændrer ikke på den kendsgerning, at selskabets ejer, olie- og shippingkoncernen USTC med milliardæren Torben Østergaard-Nielsen i spidsen, har en forpligtelse til at rydde op efter sig – også selvom virksomheden med fredagens udmelding frasiger sig al ansvaret.

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra Miljø- og teknikudvalgets formand, Frank Nørgaard (DF), over for CleantechWatch.

”Det er helt foragteligt og skaber mistillid til den del af erhvervslivet, der bryster sig af at kære sig om vores miljø,” udtaler den randrusianske politiker.

Og det er på ingen måde et plaster på såret, at USTC-koncernen nu vil oprette en klimafond. Fonden vil i 2024 allokere 50 mio. kr., som skal hjælpe ”naboer og lodsejere omkring Ølst, der uforskyldt har været ramt af jordskredet”, som det hedder sig i første udtalelse fra Nordic Waste-ejeren. Torben Østergaard-Nielsen bør fortsat punge ud, mener udvalgsformanden.

Heller ikke Frida Valbjørn Christensen (EL), der også sidder i kommunens Miljø- og teknikudvalg, er imponeret over fredagens udmelding.

”Det er fuldstændig grotesk, at man ikke vil gå ind og betale for sit svineri, når ejerne bag tydeligvis har råd til de. Jeg synes helt sikkert, at ejerne bag Nordic Waste – som vi skal huske består af en mangemilliardær – bør gå ind at tage ansvar og betale for det her arbejde,” siger hun og fortsætter:

”Det (klimafonden, red.) er fint nok. Men vi står i en krisesituation, og det vil klæde dem at tage ansvar for det. Det har de en moralsk forpligtelse til at gøre. Det, at de nu kan smide penge i en klimafond, viser også, at de vil have råd til at håndtere denne situation.”

Randers Kommune oplyser til CleantechWatch, at kommunen er gået i dialog med Miljøstyrelsen samt advokater om den nye udvikling i sagen. 

Har krævet redegørelse

Frida Valbjørn Christensen fortæller, at hun fredag morgen har bedt Randers Kommune om at redegøre for, hvordan kommunen er stillet økonomisk, og om den juridisk ville kunne tvinge ejeren til at punge ud.

Konkursbegæringen er særlig kritisabel, set i lyset af at virksomheden 19. december kastede håndklædet i ringen og overlod Randers Kommune med opgaven om at stoppe jordskredet – og dermed også regningen, der indtil videre er løbet op i over 40 mio. kr. 

Frank Nørgaard fortæller, at han ind til det sidste håbet på, at det alene handlede om, at virksomheden havde brug for tid til at finde ud af, hvordan den kunne håndtere sit ansvar. 

Med konkursen mister Torben Østergaard-Nielsen sine aktieposter i Nordic Waste og lider dermed et økonomisk tab. Kan man kræve mere af en ejer?

”Han kunne bruge to måneders fortjeneste på at rydde op efter miljøkatastrofen. Vi kan ikke bruge en klimafond til noget,” siger Frank Nørgaard.

Konkursbegæringen

Ifølge Nordic Waste har jordskreddet i Randers nået et omfang, som virksomheden ikke selv er i stand til at håndtere. Det er baggrunden for, at der fredag er blevet varslet en konkursbegæring, lyder det i en pressemeddelelse.

Meldingen kommer, mens Nordic Waste afventede to påbud fra Miljøstyrelsen om at sikre oprydningen fra jordskreddet og stille en økonomisk garanti på 205 mio. kr. Pengene skulle dække afværge- og oprydningsarbejdet for skreddet, der har stået på ved virksomhedens matrikel i månedsvis, og som truer med at forårsage en miljøkatastrofe i den lokale Alling Å.

Men ifølge Søren Hansen, bestyrelsesformand i Nordic Waste, er det ikke ”praktisk muligt” for virksomheden at overtage arbejdet.

”Derudover overstiger alene den økonomiske sikkerhedsstillelse i påbuddene langt selskabets økonomiske formåen samt juridiske forpligtelse. Af den grund er vi desværre nødt til at indgive konkursbegæring for Nordic Waste. Konkursen sker bestemt ikke med vores gode vilje, men er en hård og nødvendig beslutning,” udtaler han i pressemeddelelsen fredag.

Nordic Waste har tegnet en miljøansvarsforsikring hos det internationale forsikringsselskab Chubb, der dækker miljøskade udenfor virksomhedens matrikel. Hvorvidt Chubb vil dække omkostningerne helt eller delvist er uvist. Men de udtagne forsikringer vil ”naturligvis” indgå i boet, lyder det i meddelelsen.

”Udgifterne til rådgivere og entreprenører til de omfattende afværgeforanstaltninger, som blev iværksat af virksomheden, vil også blive betalt – der er tale om et betydeligt tocifret millionbeløb,” skriver Nordic Waste.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også