Lovændring får affaldsselskab til at sende trecifret millionregning til ejerkommuner

Norfors vil opkræve ”ekstraordinært affaldsgebyr” på i alt 213 mio. kr. fra sine fem ejerkommuner for at afskrive på sin gæld i Usserødværket. ”Den eneste ansvarlige løsning,” siger formand. 
Foto: Niels Hougaard/IND
Foto: Niels Hougaard/IND

Affaldskunderne i en række nordsjællandske kommuner får snart gælden i Norfors at mærke på egen pengepung.

Således meddeler det fælleskommunale affaldsselskab, at man vil opkræve et ”ekstraordinært affaldsgebyr” fra sine ejerkommuner Allerød, Fredensborg, Helsingør, Hørsholm og Rudersdal på i alt 213 mio. kr. 

Beslutningen, der kommer forud for, at kommunerne skal godkende deres affaldstakster for det kommende år, sker ifølge formand for Norfors og borgmester i Hørsholm Kommune, Morten Slotved (K), som direkte konsekvens af den omdiskuterede lov for affaldsforbrændingssektoren, der trådte i kraft 1. juli i år. 

Kort fortalt følger det af loven, at kommunerne, der ejer forbrændingsanlæg, i fremtiden mister retten til at anvise borgernes restaffald til egne anlæg, men i stedet skal udbyde opgaven i konkurrence med andre anlæg. Samtidig skal forbrændingsanlæggene som følge af loven selskabsgøres, hvilket i praksis medfører, at flere af de nyere og gældstyngede forbrændingsanlæg – såsom Norfors’ Usserødværket – skal ud og refinansiere deres lån på mindre favorable vilkår end dem, de kan optage som kommunale anlæg hos Kommunekredit. Endelig sætter loven et loft over den varmepris, selskaberne kan opkræve fra sine kunder.

”Det er med meget stor beklagelse, at vi skal sende dette ekstraordinære affaldsgebyr ud til vores borgere. Vi ved, at det kan blive en belastning. Men lovens krav og frister er så korte, at det her er den eneste ansvarlige løsning lige nu og her,” lyder det i en kommentar fra Morten Slotved. 

Havde planlagt afskrivning frem til 2047

Morten Slotved hører til blandt de argeste kritikere af affaldsloven, som han ved flere lejligheder har udtalt vil føre til en de facto statslig ”ekspropriation” af Norfors’ forbrændinganlæg,

Inden lovens vedtagelse i forsommeren sagde Morten Slotved, at dens vedtagelse ville efterlade selskabet med en regning på cirka 750 mio. kr., som borgerne vil skulle dække. 

Morten Slotved uddyber over for CleantechWatch, at de 213 mio. kr., der nu opkræves af ejerkommunerne, udgør bidraget fra Norfors’ affaldskunder, mens de resterende del af beløbet skal dækkes af fjernvarmekunderne.

”Ind til da (hvor loven blev vedtaget, red.) havde vi planlagt, at vores affaldskunder skulle betale deres del frem 2047,” siger han med henvisning til, at Usserødværket ved etableringen i 2017 havde en forventet afskrivningsperiode på 30 år. I stedet skal Norfors nu afskrive de dele af selskabets gæld, der relaterer sig til affaldsdelen, frem til sommeren 2025.

”Lige pludselig skal vi lave den afskrivning på under to år. Så dem er vi nødt til at gå ud og opkræve nu,” siger Morten Slotved.

Norfors har ad flere omgange varslet et saganlæg mod staten som følge af lovændringen. 

I meddelelsen fra denne uge skriver affaldsselskabet, at ledelsen fortsat ”afdækker” muligheden for at aflægge ekspropriationssagen og henviser til, affaldsloven fra juni selv åbner for muligheden.

”Vi bliver ramt voldsomt af den nye lovgivning. Det bliver vi nødt til at følge op på med udgangspunkt i lovens eget bogstav,” siger Morten Slotved.

(Opdateret d. 16-10-2023 med kommentarer fra formand Morten Slotved)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også