Ungt firma rejser nye millioner: Retter fokus væk fra "vækst, vækst, vækst"

Adm. direktør Kristian Pitzner-Jørgensen forventer, at virksomheden vil være profitabel inden for et par år. Det seneste regnskab viser et underskud på over 17 mio. kr.
Lastobject og adm. direktør Kristian Pitzner-Jørgensen fortsætter med at rejse millioner. Denne gang med nyt fokus. | Foto: Lastobject / PR
Lastobject og adm. direktør Kristian Pitzner-Jørgensen fortsætter med at rejse millioner. Denne gang med nyt fokus. | Foto: Lastobject / PR

Det er halvandet år siden, at selskabet Lastobject landede en investering på 20 mio. kr. Nu har den unge virksomhed igen fået tilført et millionbeløb. Pengene er dog øremærket noget andet end millionerne fra sidste år.

De 20 mio. kr. var nemlig målrettet Lastobjects indtog på det amerikanske marked. Denne gang skal de gå til produktudvikling.

Det forklarer Kristian Pitzner-Jørgensen, adm. direktør i Lastobject.

”Det korte af det lange er, at vi er gået fra at have en toplinjedrevet agenda, der hed vækst, vækst, vækst, til nu at være mere orienteret mod rentabilitet. Måden at komme derhen på for os er, at vi skal fortsætte med at være superambitiøse på vores produktudvikling. Og det koster jo bare nogle penge,” siger Kristian Pitzner-Jørgensen.

Den adm. direktør oplyser, at selskabet har rejst cirka ni mio. kr. efter en investeringsrunde blandt de nuværende investorer. Det betyder blandt andet, at Danmarks Ekspert- og Investeringsfond har øget sin ejerandel, fremgår det af cvr-registret. Samtidig er Niels Robin Aagaard ikke længere er registreret som ejer af selskabet.

”Det kan godt tage nogle år, før de ting, vi laver, overhovedet rammer markedet. Så vi har rejst pengene for at sørge for, at vi kan fortsætte vores produktudvikling og blive profitable. Det er vi heldigvis på vej til,” siger Kristian Pitzner-Jørgensen.

Profitabel inden for et par år

Der er dog stadig et stykke vej til målet. De seneste to år har selskabet tabt knap 29 mio. kr., efter det både i 2019 og 2020 lavede overskud i den lavere ende af skalaen. I 2019 stod der plus 1,6 mio. kr. på bundlinjen.

Omvendt er egenkapitalen i samme periode vokset til over 16 mio. kr. 

”Vi har haft nogle år med underskud, men det er jo også det, vi har hentet pengene i de tidligere runder til. Nu skulle vi gerne begynde at se, at resultatet forbedrer sig, og så tror jeg, vi ret hurtigt kommer til at være profitable. Det skulle vi gerne nå inden for et par år,” siger Kristian Pitzner-Jørgensen.

Lastobject fløj ind på danskernes radar, da virksomheden i 2019 deltog i tv-programmet Løvens Hule. Her viste virksomheden sin genanvendelige vatpind frem for ”løverne”, men endte i sidste ende med at gå tomhændet hjem trods et bud fra investor Jan Lehrmann.

Foruden den genanvendelige vatpind står virksomheden også bag en bred vifte af genanvendelige hygiejneprodukter. Det gælder blandt andet genanvendelige rondeller og menstruationsbind. 

Vatpinden erstatter ifølge Lastobject over 1.000 engangsvatpinde, mens en pakke med syv af virksomhedens rondeller kan erstatte over 1.750 engangsvatrondeller, og på den måde vil selskabet mindske brugen af engangsprodukter. 

Inden udgangen af 2025 vil de forhindre 50 mia. engangsprodukter i at ende i skraldespande over hele kloden, har virksomheden tidligere fortalt til Finans.

Store kunder i USA

Også i efteråret 2021 rejste Lastobject et tocifret millionbeløb - 18 mio. kr. fra Vækstfonden - som blev brugt til at bygge en salgsorganisation i USA op. 

Investeringen på 20 mio. kr., der faldt nogle få måneder senere, var med til yderligere at etablere virksomheden i USA. I den forbindelse sagde Kristian Pitzner-Jørgensen til CleantechWatch, at målet var at blive ”en 100 mio. dollar forretning” på den anden side af Atlanten.

”Og det er stadig et vigtigt marked for os, så vi er rigtig glade for at være derovre. Vi har taget det et sted hen, hvor det er ved at hænge sammen derovre. Vi har fået nogle store kunder derovre, som gør, at den del af forretningen egentlig er fornuftig,” siger Kristian Pitzner-Jørgensen.

Lastobjects produkter sælges blandt andet på forskellige amerikanske webshops - eksempelvis hos New Yorker-museet MoMA - lige som virksomheden også har vundet prisen for ”bedste gennembrugsprodukt” til amerikanske prisuddeling BeautyMatter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også