Tech-genanvender kritiserede momsregler, men havde selv misforstået dem

Den finske smartphone-genanvender Swappie misforstod EU's momsregler i forbindelse med udsendelsen af en pressemeddelelse. Landechef lægger sig fladt ned.
Casper Andersen er landechef i Danmark for den finske tech-genanvender, Swappie. Han har en fortid i blandt andet Google. | Foto: Swappie / PR
Casper Andersen er landechef i Danmark for den finske tech-genanvender, Swappie. Han har en fortid i blandt andet Google. | Foto: Swappie / PR

I oktober gik den finske elektronikgenanvender Swappie i en pressemeddelelse i rette med EU's momsregler, som ledelsen mente udgjorde en veritabel klods om benet på selskabets grønne forretningsmodel.

Ved ikke at lade firmaer i EU trække den fulde moms fra, når de købte genbrugt elektronik hos genanvendelsesvirksomheder som Swappie, havde momsreglerne tvunget Swappie til i stedet at opkøbe genbrugte iphones uden for unionen for ikke længere at være omfattet af EU’s momsregler, når de istandsatte iphones skulle videresælges.

"Vi havde selvfølgelig hellere set, at EU-lovgivningen ikke var en barriere for virksomheder, der gerne vil gøre noget godt for miljøet ved at udskifte de spritnye medarbejdertelefoner med et grønnere alternativ," lød det i en pressemeddelelse fra Swappies danske landechef Casper Andersen, der anbefalede unionen at få "kigget på området."

Men nu viser det sig, at selskabet fik trykket 'send' lige hurtigt nok på den pågældende meddelelse.

For som Skattestyrelsen oplyser til CleantechWatch, kan Swappie og andre virksomheder som udgangspunkt altid vælge i stedet at opkræve den gængse, danske moms og dermed lade firmaer trække det fulde momsbeløb fra.

"Det er frivilligt, om den danske virksomhed vil benytte sig af brugtmomsordningen, men såfremt videreforhandleren vælger dette, skal videreforhandleren kun betale moms af avancen i stedet for af hele salgsprisen," lyder det i et skriftligt svar fra styrelsen.

Swappie kan altså bruge brugtmomsordningens regelsæt på smartphones købt inden for EU, men ikke dem, selskabet for nuværende importerer fra tredjelande. De er ikke i nogle tilfælde nødsaget til at bruge ordningen og kan derfor i stedet benytte de ordinære momsregler, hvis selskabet vil udvide sit virksomhedssalg.

Landechef lægger sig fladt ned

Swappies danske landechef Casper Andersen medgiver efter at være blevet forholdt oplysningerne, at man har misforstået momsreglerne.

Er det ikke lidt forhastet, I har fået sendt den pressemeddelelse ud?

"Det tror jeg ikke, at jeg kan løbe fra. Der må jeg nok hellere lægge mig fladt ned og så sige, at den måske er kommet lidt hurtigt ud," siger han.

Adspurgt om hvorvidt Swappie vil udsende en opdateret pressemeddelelse efter at blive gjort bekendt med de egentlige regler, er svaret klart fra landechefen.

"Det tror jeg ikke, i hvert fald ikke inden for en rimelig tidsramme."

Swappie har efterfølgende rakt ud til CleantechWatch og oplyser, at virksomheden vil igangsætte et målrettet forløb, der skal sikre at lignende fejltrin ikke opstår i fremtiden.

"Det siger sig selv, at vi skal have styr på momslovgivningen. Det er meget komplekse regler, vi opererer indenfor, og derfor gennemfører vi nu blandt andet målrettede undervisningsforløb for de teams, det måtte være relevant for, så vi fremover sikrer, at vi forstår og fortolker lovgivningen korrekt," siger Casper Andersen i en skriftlig henvendelse.

Flere regelsæt spænder ben

Selv om Casper Andersen anerkender, at Swappie har misfortolket reglerne, mener han alligevel, at der er "mere at komme efter" i forhold til lovgivningen omkring tech-genanvendelse.

"Ud over momsreglerne er der stadig de her copyright-levy regler," siger han med henvisning til et regelsæt, der på dansk også kaldes for blankmedievederlag.

Det er en ordning, der giver "økonomisk kompensation til rettighedshavere for lovlig privatkopiering" og derfor pålægges stort set alt, der kan optage lyd – herunder smartphones.

Det oprindelige regelsæt stammer fra 1960'erne og kassettebåndenes indtog, og der er, ifølge Casper Andersen, mildest talt brug for en opgradering af reglerne.

"Vi lever i en anden verden end dengang kassettebåndene blev introduceret, siger Casper Andersen og fortsætter:

"Det er selvfølgelig en anden realitet nu i forhold til momsreglerne end i den oprindelige pressemeddelelse, men der er stadigvæk problemer i forhold til den her copyright-levy," siger Casper Andersen.

Ingeniørforening opfordrer til paradigmeskifte inden for genanvendelse

Elretur bygger to millionanlæg i håb om bedre genanvendelse af elektronik

DI "kigger mod Bruxelles" for at få ryddet op i momsjunglen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også