Thisteds affaldsforbrændingsanlæg har indfanget den første CO2

Det fælles projekt mellem Kraftvarmeværket Thisted, Thisted Varmeforsyning, Ammongas og SEG, der er gået sammen om at indfange CO2 på affaldsforbrændingsanlægget i Thisted, har nået en milepæl med den første fangst af CO2 fra anlæggets røggas.
Det skriver Energy Supply.
Parterne bag projektet fortsætter nu testfasen på Kraftvarmeværket Thisted i yderligere to måneder og vil efter planen præsentere de præliminære resultater for interessenter engang efter sommerferien, lyder det.
På baggrund af projektet forventer de deltagende virksomheder SEG og Ammongas at kunne levere energineutrale anlæg til fjernelse af CO2 fra røggas til andre affaldsforbrændingsanlæg allerede ved årsskiftet, mens man hos Thisted Varmeforsyning på sigt har planer om at etablere et fuldskala PtX-anlæg.
"Vi ser det som vores rolle at deltage i denne udvikling, da vi på den måde som et ansvarligt forsyningsselskab kan levere billig fjernvarme til vore forbrugere samtidig med, at vi støtter op om en hurtig eksekvering på den grønne omstilling," udtaler Søren Højmose Damgaard, driftsleder hos Thisted Varmeforsyning, til Energy Supply.
Som tidligere beskrevet hos CleantechWatch er pilotprojektet i Thisted blevet til uden en eneste støttekrone fra hverken den danske stat eller EU. I stedet gennemføres det for godt 200.000 kr., som kraftværket selv betaler.
Driftsleder Thomas Sandal fra Kraftvarmeværk Thisted har tidligere fortalt erhvervsmediet Finans, at man havde store forventninger til mulighederne og resultaterne af pilotprojektet.
"Ejerne af de store affaldsanlæg i Danmark siger, at det ikke kan lade sig gøre på små anlæg (at indfange CO2, red.). Vi vil vise, at det sagtens kan lade sig gøre – også på mindre anlæg som det, vi har i Thisted," udtalte Thomas Sandal til Finans i februar.
Hvis testanlægget fungerer, som man forventer, er det planen herefter at bygge et anlæg, der kan håndtere røgen fra hele afbrændingen af affald og produktionen af kraftvarme i Thisted. Det vil reducere udledningen med, hvad der svarer til den samlede udledning fra flere end 6.000 danskere.
Et pilotprojekt på et lille kraftvarmeværk kan give CO2-reduktionen flyvehøjde
ARC's anlæg til CO2-fangst rykker et skridt tættere på
Ørsted laver CCS-aftale med Aker
Relaterede artikler:
ARC's anlæg til CO2-fangst rykker et skridt tættere på
For abonnenter
Ørsted laver CCS-aftale med Aker
For abonnenter