Teknologien har været klar i 30 år – derfor satser BASF på kemisk genanvendelse nu

Med strenge EU-krav til genanvendelse og en stigende klimabevidsthed hos befolkninger og virksomheder er banen for den tyske kemikoncern BASF blevet kridtet op til at puste støvet af pyrolyseteknologien.
Foto: PR / BASF/www.basf-schwarzheide.de
Foto: PR / BASF/www.basf-schwarzheide.de
AF FREDERIK TIMM BENTSEN OG SIMON VALEUR

BASF satser i dag stort på kemisk genanvendelse af plastaffald i industriel skala, og det strategiske fokus skal først og fremmest ses i lyset af, at synet på genanvendelse har flyttet sig markant siden 1990'erne, hvor den tyske kemikoncerns arbejde med teknologien reelt tog sin begyndelse.

"Kemisk genanvendelse kunne ikke gøres økonomisk rentabelt dengang," fortæller Andreas Kicherer, BASF's corporate sustainability-direktør, i et skriftligt interview med CleantechWatch.

Det er så småt ved at ændre sig.

Mens BASF's eget hjemland Tyskland i 1990'erne var et af de få lande, der kunne fremvise officielle mål for indsamling og genanvendelse af affald, har EU i dag sat ambitiøse genanvendelsesmål for hele unionen.

55 pct. af medlemslandenes husholdningsaffald skal genanvendes i 2025 ifølge ændringerne i unionens affaldsdirektiver fra 2018 – en andel, der stiger til 60 pct. i 2030 og 65 pct. i 2035.

"Samtidig viser kunderne en langt bredere interesse i at bruge genanvendte materialer i dag, end de gjorde for 30 år siden," mener Andreas Kicherer.

Resultatet er en øget villighed til at betale en merpris for produkter baseret på genanvendte råvarer.

Og netop det er for BASF, der i 2020 omsatte for 59 mia. euro, nøglen til at gøre det mere klimavenlige, men dyrere alternativ til fossilt plast til en gangbar business case.

BASF vil forløse potentialet for kemisk genanvendelse i industriel skala

Side om side med mekanisk sortering

Trods troen på kemisk genanvendelse af plast som en væsentlig del af løsningen på verdens affaldsproblemer, understreger BASF-direktøren, at der på ingen måde kommer til at blive tale om at erstatte den konventionelle, mekaniske genanvendelse.

"Plastik, som let kan blive mekanisk genanvendt – for eksempel hvor der er store mængder uden store urenheder, såsom PET fra vandflasker – skal gennemgå mekanisk genanvendelse, fordi det har et mindre CO2-aftryk end kemisk genanvendelse," understreger Andreas Kicherer.

Det er der bred enighed om.

På det seneste har man i CleantechWatch kunnet læse flere danske aktører, herunder Danmarks miljøteknologiske erhvervsklynge Clean og Teknologisk Instiutut, betone, at mekanisk genanvendelse som følge af det lavere energiforbrug ligger over den kemiske genanvendelse i affaldshierarkiet.

Af samme årsag bør kemiske genanvendelsesmetoder, herunder pyrolyse, ses som "sidste udvej", når man taler genanvendelse af plast, understregede chef for bæredygtige kemikalier i Europa-Kommissionens miljøafdeling, Cristina de Avila, i december sidste år.

Det faktum, at BASF råder over verdens største integrerede kemikompleks i Ludwigshafen, syd for Frankfurt, skaber dog gode forudsætninger for at skabe en relativt energieffektiv kemisk genanvendelsesproces, påpeger Anders Lindhardt, der er Ph.D. og seniorspecialist i produkt- og materialekemi hos Teknologisk Institut.

"Det er et spørgsmål om skala. Når de pumper en liter råolie ind, så bruger de hver en dråbe, fordi alle processerne er optimeret efter det. Det betyder, at de kan producere plastik meget billigt og meget CO2-effektivt," forklarer Anders Lindhardt.

Dårlige plaststrømme

Der er dog også andre faktorer, der spiller ind i debatten om kemisk genanvendelse.

I en rapport fra i år om de europæiske affaldsstrømme påpeger Det Europæiske Miljøagentur, EEA, at der er en "betydelig mangel på viden" om kemiske genanvendelsesformers overordnede påvirkning af miljøet.

"Der er dog indikationer på, at kemisk genbrug kun fungerer under meget specifikke og snævre forhold, og at det bruger energi, vand og kemiske ressourcer, der øger forureningen af vand, luft og jord," skriver agenturet.

Det konkluderer samtidig, at hvis kemisk genanvendelse skal anvendes i stor skala, bliver det afgørende "at udforske de miljømæssige og klimamæssige konsekvenser og risici samt de økonomiske omkostninger for at afgøre, om der er samlet set er fordele ved denne type genanvendelse."

Det er dog vigtigt at huske på, mener Andreas Kicherer, at der findes plaststrømme, som af tekniske eller økonomiske årsager ikke bliver genanvendt mekanisk, herunder den blandede husholdningsplast, og hvor det derfor giver mening at bringe kemisk genanvendelse i spil.

I omegnen af 200 mio. ton plastaffald bliver hvert år brændt af, deponeret eller ender i naturen frem for at blive genanvendt.

"At løse den udfordring er kompleks og kræver bidrag for alle i værdikæden, inklusiv indsamlings- og sorteringsinfrastruktur, forbrugerbevidsthed og innovative genanvendelsesprocesser," siger Andreas Kicherer.

"Vi tror ikke, at kemisk genanvendelse vil blive dominerende i fremtiden, men vi tror på, at det kan udgøre et væsentligt bidrag til genanvendelsen af plast, hvis de regulatoriske rammer tillader det," tilføjer han og vurderer, at en produktion på en mio. ton kemisk genanvendt plast alene i Europa synes at være realistisk.

Endelig har kemisk genanvendelse af plast den fordel, at den kan være med til at imødekomme den stigende efterspørgsel på plast af samme kvalitet som jomfruelig plast, påpeger Andreas Kicherer.

Herhjemme har Lego blandt andet tilkendegivet, at man ønsker at aftage genanvendte plastgranulater fra Quantafuel, som BASF har investeret 20 mio. euro i, for at sikre kvaliteten af plasten.

"Dette er en unik fordel ved kemisk genanvendelse. I dag er det næsten umuligt at fremstille sådan produkter med mekanisk genanvendte materialer," påpeger Andreas Kicherer.

BASF vil forløse potentialet for kemisk genanvendelse i industriel skala

Teknologisk Institut tror på pyrolyse som en vigtig brik i genanvendelsesmål 

Politikere vil sætte fut under hypet pyrolyseteknologi

Kemikoncernen BASF indgår grønt partnerskab med Siemens Energy 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også