Vestforbrænding køber DTU Kraftvarmeværk

Danmarks største affaldsselskab udvider sin fjernvarmeforsyning og køber DTU Kraftvarmeværk, som dermed skifter fra gas- til fortrinsvis affaldsbaseret varme. Nu retter direktør Steen Neuchs blikket mod varmepumper som led i ny strategi.
Steen Neuchs trådte til som ny adm. direktør for Vestforbrænding i marts måned i år. | Foto: PR / Vestforbrænding
Steen Neuchs trådte til som ny adm. direktør for Vestforbrænding i marts måned i år. | Foto: PR / Vestforbrænding

Vestforbrænding har valgt at købe DTU Kraftvarmeværk i Lyngby fra Danske Commodities.

Det bekræfter Vestforbrændings adm. direktør, Steen Neuchs, over for CleantechWatch.

"Det er en af de største investeringer, vi har lavet i lang tid – og det er en mulighed, vi har set ind i længe, og som vi hurtigt får rigtig god værdi ud af," siger Steen Neuchs.

Danmarks største affaldsselskab overtager dermed hele DTU-områdets varmeforsyning fra 1. juli.

For de kunder, DTU Kraftvarmeværk har i dag, markerer ejerskiftet også et skift fra gasbaseret fjernvarmeproduktion til fortrinsvis affaldsbaseret fjernvarme fra Vestforbrændings anlæg i Glostrup, hvor Vestforbrænding regner med at kunne afsætte omkring 47.000 MWh ekstra affaldsvarme.

Samtidig forudser Steen Neuchs, at varmen bliver billigere.

"Nu får vi ét samlet ledningsnet under én ejer i området, og det understøtter vores fjernvarmenet hele vejen gennem systemet og op til nord og kommer til at give nogle stordriftsfordele," vurderer han.

Overskudsvarme skal udnyttes

Med købet af DTU Kraftvarmeværk for et uoplyst millionbeløb overtager Vestforbrænding et anlæg, der består af en fjernvarme- og elproducerende gasturbine, en elkedel, der laver el til fjernvarme og ikke mindst en stor akkumulatortank, hvor der kan lagres varme.

Kombinationen af udstyr betyder, at Vestforbrænding løbende kan tilpasse driften til det aktuelle behov. Mens gasturbinen stadig kan sættes i gang på dage, hvor der er behov for det, er det omvendt planen at lagre overskudsvarme i akkumulatortanken.

"Det betyder, at vi får en mere optimal produktion og kan vælge den mest effektive og miljøvenlige energi, og det er jo lige præcis i den kontekst, at vi gerne vil arbejde med den grønne omstilling," siger Steen Neuchs.

Købet af DTU Kraftvarmeværk passer i det lys "som fod i hose" for Vestforbrænding og affaldsselskabets nuværende strategi, som Steen Neuchs formulerer det.

"Vi vil jo generelt rigtig gerne udnytte vores fjernvarmeenergi og gå ind i samarbejder og lave opkøb for at udvide nettet til gavn for borgerne, der så kommer til at betale en lavere varmeafgift og få grønnere varme, end de har gjort tidligere," siger han.

Vil satse på varmepumper

Steen Neuchs satte sig i Vestforbrændings direktørstol i marts måned i år og har i skyggen af coronakrisen brugt de seneste måneder på at tegne den strategi, der skal definere Vestforbrænding i de kommende år, hvor der blandt andet skal sættes fart på den grønne omstilling. 

Mens købet af DTU Kraftvarmeværk med Steen Neuchs ord er et vigtigt skridt på den kurs, stopper ambitionerne om en mere optimal fjernvarmeforsyning med udnyttelse af overskudsenergi ikke her.

Næste kapitel bliver at kigge på at etablere varmepumper, der kan køre på grøn el, og på at få udnyttet overskudsvarme fra virksomheder i området, fortæller Steen Neuchs.

"Det er helt klart noget, som vi vil kigge på fremadrettet og gøre til en del af vores strategi," siger han og fortsætter:

"Der er jo rigtig mange grønne muligheder i alt fra geotermi til sol og alt muligt andet, men en varmepumpe kan bruges op mod samtlige alternative energiformer og giver rigtig god værdi i vores fjernvarmeanlæg som supplement til vores affaldsenergi."

Er det noget, vi kan regne med at høre mere om i den nære fremtid?

"Vi vil i hvert fald rigtig gerne arbejde videre med det. Det er jo ikke noget, der bare sker fra den ene dag til den anden, men i vores nye strategi har vi specifikt valgt at fokusere på varmepumper," siger Steen Neuchs.

Ny topchef skal bringe Vestforbrænding gennem branchens store omstilling 

Vestforbrænding: Vi har kapacitet til at håndtere flere fraktioner 

Regeringen varsler om lukning af forbrændingsanlæg

Vestforbrænding har fundet sin nye topchef 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også