Affaldet hober sig op på travle genbrugspladser
Nedlukningen af Danmark har givet ekstra arbejde på landets genbrugspladser, siden KL sidst i marts gav grønt lys til at åbne dem op igen. Det skriver DR.
"Vi har aldrig haft så meget affald inde, som vi havde i sidste weekend. Det har vi ikke," siger servicemedarbejder hos Holstebro Genbrugsplads, Allan Dahl til mediet.
Affaldsselskabet Vendsyssel Vest I/S melder tilsvarende om op mod knap en tredjedel flere besøgende på sine 18 genbrugspladser end normalt, ligesom Odense Kommune har fyldt noget flere containere end sædvanligvis.
I Aalborg har mængderne været så overrumplende, at Reno-Nord ikke kan nå at brænde affaldet af i det tempo, det kommer ind, og affaldsselskabet har derfor oprettet en mellemstation mellem genbrugspladserne og selskabets forbrændingsanlæg.