Assens Forsyning øger miljøkrav til affaldshåndtering – og sparer 500.000 kr.

Øgede miljøkrav går hånd i hånd med besparelser i et nyt udbud om behandling af affald på genbrugspladserne i Assens Forsyning. Det skriver det lokale medie Folkebladet i Assens Kommune.
EU-udbuddet omhandler 15 sorteringer – herunder plast – og stiller ekstraordinært hårde miljøkrav til virksomhederne, der har skrevet under på, at plastaffaldet alene bliver slutbehandlet i EØS-lande, hvilket skal forhindre affaldet i at finde vej til fattige lande med lavere miljøstandarder.
"Vi har ikke kendskab til, at det er sket med affald fra Assens Forsynings genbrugspladser, men for at gardere os imod det, har vi nu taget de nødvendige forholdsregler," fortæller drifts-og affaldschef Søren Rasmussen til mediet.
Enkelte fraktioner er blevet dyrere at behandle end i det forudgående udbud, men samlet set opnår forsyningsselskabet en årlig besparelse på 500.000 kr. med det nye udbud, der løber i to år med option på yderligere ét år.