Engelbrecht trækker sig som transportminister

Efter mistillid fra Enhedslisten trækker Benny Engelbrecht (S) sig som transportminister. Det sker i kølvandet på MobilityWatchs afsløringer af tilbageholdelsen af CO2-beregninger under infrastrukturforhandlingerne sidste år.
Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
AF THOMAS BO CHRISTENSEN

Benny Engelbrecht trækker sig som transportminister.

Udmeldingen kommer, efter Enhedslisten har udtrykt mistillid til ham på baggrund af MobilityWatchs afsløringer af, at der blev tilbageholdt CO2-beregninger under sidste års infrastrukturforhandlinger, på trods af de fandtes flere partier efterspurgte dem.

"Jeg har også beklaget forløbet, og jeg er selvfølgelig både ked af og ærgerlig over, at Enhedslisten har valgt at sige, at de ikke har tillid til mig – og på den baggrund har jeg valgt at trække mig som minister," skriver Benny Engelbrecht på Twitter.

Han skriver, at han gennem hele sin ministertid har bestræbt sig på "at behandle alle så godt som muligt og vise respekt og ydmyghed for embedet. Jeg er stolt af de resultater, vi har nået. Ikke mindst den meget brede aftale om infrastruktur, som reelt udgør en plan for, hvordan vi elektrificerer hele transportsektoren."

SF og Radikale Venstre meldte ellers tidligere torsdag aften ud, at ministeren i deres øjne kunne nøjes med en såkaldt næse for sagen - dvs. en alvorlig kritik.

Op til udmeldingen fra ministeren har der derfor været usikkerhed om, hvorvidt der var et flertal imod ham, men den usikkerhed er han altså kommet i forkøbet med sin afgang.

Sagen startede, da MobilityWatch den 20. januar afslørede, at der fandtes CO2-beregninger for over halvdelen af projekterne i Infrastrukturplanen. Disse blev dog ikke givet til aftalepartierne, selvom flere partier efterspurgte beregningerne.

Nye oplysninger vækker hård kritik: Regeringen tilbageholdt CO2-tal i forhandlinger om infrastrukturplan 

Ingeniøren har efterfølgende kunnet fortælle, at Transportministeriet havde bedt Vejdirektoratet om at fjerne oplysningerne, inden materialet blev fremlagt for aftalepartierne.

Benny Engelbrecht blev på et samråd torsdag udspurgt om sagen i flere timer, og efterfølgende var Enhedslisten altså klar til at præsentere ministeren for et mistillidsvotum.

"Vi ved nu med sikkerhed, at de her tal faktisk eksisterede, og at han havde set tallene og havde godkendt dem flere gange," sagde Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villardsen, på et pressemøde efter samrådet.

"I dag ved vi så oveni købet, at ministeren godt vidste, at tallene blev fjernet. Derfor er det vores helt klare vurdering, at ministeren har tilbageholdt centrale klimatal og vildledt Folketinget."

"Det går simpelthen ikke. Vi har ikke noget imod Benny Engelbrecht personligt, men det er grundlæggende i et demokrati, at vi skal have tillid til de oplysninger, vi får," lød det videre fra Enhedslistens politiske ordfører.

Nu er minsteren snart fortid. I sit tweet skriver Benny Engelbrecht, at han har meddelt statsminister Mette Frederiksen, at han træder tilbage.

SF og Radikale har fortsat tillid til Engelbrecht

Enhedslisten trækker støtten til transportministeren 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også