Betoningeniører vil være førende på bæredygtighed

Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S vil give de store rådgivende ingeniørhuse baghjul på bæredygtighed. Derfor har virksomheden gennemgået en skrap certificeringsproces. 
Frank Jensen | Foto: Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma
Frank Jensen | Foto: Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma

De kom lidt senere ud af starthullerne på bæredygtighed end konkurrenterne, men nu har Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma været gennem en streng certificeringsproces, der kan placere virksomheden i en anden liga.

"Jeg er betoningeniør. Det samme er min far. Så vi har en baggrund, hvor energi og bæredygtig ikke fyldte så meget i vores uddannelse. Derfor var vi ikke firstmovers, når det kommer til at se, hvad byggebranchens aftryk er og hvordan man skal påvirke det i en positiv retning," siger adm. dir. Frank Jensen.

Frank Jensen blev for seks år siden administrerende direktør i den familieejede virksomhed, der blev grundlagt i 1945. Som led i generationsskiftet satte han sig for at gøre virksomheden mere bæredygtig på en række parametre. Her faldt han over begrebet Better Corporation (B Corp).

"Værdisættet fra Better Corporation lå meget tæt op ad det værdisæt, virksomheden har udarbejdet i forbindelse med generationsskiftet – et ønske om at blive en virksomhed, der ikke blot er bedst i verden, men i højere grad er bedst for verden," siger Frank Jensen.

Omfattende dokumentation af bæredygtighed

En stor del af certificeringsprocessen har ifølge Frank Jensen mest af alt handlet om at lære at dokumentere det, de gør inden for rammerne af B Corp, frem for at skulle ændre forretningsmodel, værdisæt eller ambitioner.

"Ansvarlighed, samarbejde og kompetence har altid været de tre grundpiller hos os. Men vi har nu rykket ansvarligheden forrest. At være en virksomhed i 2020 handler i højere grad om ansvarlighed end den gjorde i 1945. Dengang handlede det mere om samarbejde – hvordan får man noget op at stå i en tid, hvor man ikke har mange materialer," siger Frank Jensen.

I forbindelse med dokumentationen ser virksomheden på tre overordnede parametre: Hvordan virksomheden agerer over for sine medarbejdere, hvordan virksomheden køber ind og bruger sine penge på en ansvarlig måde – og så giver den sine projekter en intern score:

"Vi dokumenterer, hvordan vores projekter år for år bliver stadig bedre," siger Frank Jensen.                   

Ifølge Frank Jensen kræver det 80 point for at komme igennem nåleøjet hos B Corp. Hans virksomhed fik 84: "Der er 51.000 virksomheder, der har søgt og små 3000, der er kommet igennem. Så det har ikke været nemt," siger han.

Bæredygtighed som konkurrenceparameter

Frank Jensen betragtede ikke B Corp-certificeringen som en konkurrenceparameter, da de valgte den, men det er den blevet. Nu får de projekter, som de måske ikke ville have fået tidligere.

Kunderne ser dem nu som mere end "de her gode betoningeniører, der kan få noget til at blive stående," siger Frank Jensen.

"Der er mange projekter, kunderne nu finder mere naturlige at give til os, hvis de gerne vil have et projekt med stor bæredygtighed. Vi udgør typisk 5 pct. af omkostningerne i en byggesag, så hvis vi har certificeret dem, er de jo 5 pct. igennem," siger Frank Jensen og fortsætter:

"Når vi taler med kunder nu, så handler det ikke så meget om at sælge en konsulentydelse og rådgive om, hvordan de bruger deres penge på en bæredygtig måde. Nu handler det om i stedet at sige, at jeg har valgt det her, jeg tror på det her, jeg har investeret i det her. Jeg synes også, at det er det rigtige for dig. Lad os sætte os i den samme båd og hjælpe hinanden med at drive forretning på en bæredygtig måde."

Kunderne kan derfor forvente, at virksomheden vil præge deres projekt i en bæredygtig retning:

"Jeg nyder da også som firmaejer at være den frække dreng i klassen. Mine konkurrenter er mellem 10 og 100 gange større end mig selv. Men jeg synes, at jeg her kan udfordre dem. Vi kan gå forrest og vise, at det godt kan lade sig gøre i en dansk kontekst at være en ansvarlig virksomhed i en bredere forstand, end bare at rådgive andre om, hvordan man laver bæredygtigt byggeri," siger Frank Jensen.

Orbicon vil være størst inden for rådgivning efter salg til canadisk virksomhed

Rambølls miljødirektør ser stort vækstpotentiale i klimatilpasning

Database for bæredygtige byggematerialer går snart i luften 

Betonmaterialers miljøaftryk kan nu dokumenteres 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også