Henrik Dam Kristensen skal lede møder i grøn trepart om landbruget

Regeringen har onsdag nedsat en grøn trepart for fremtidens landbrug, der blandt andet skal se på drikkevand.
"Vi har en stærk dansk tradition for at sætte os sammen og finde gode svar på svære spørgsmål, når der er behov for det. Det er ikke nogen nem opgave, men jeg håber og tror på, at det kan lykkes,” siger Henrik Dam Kristensen. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
"Vi har en stærk dansk tradition for at sætte os sammen og finde gode svar på svære spørgsmål, når der er behov for det. Det er ikke nogen nem opgave, men jeg håber og tror på, at det kan lykkes,” siger Henrik Dam Kristensen. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
af ritzau

Den såkaldte grønne trepart, der skal være en del af forhandlingerne om den omstridte CO2-afgift på landbruget, får en ekstern formand.

Det bliver tidligere minister og forhenværende Folketingets formand Henrik Dam Kristensen (S), oplyser Økonomiministeriet i en pressemeddelelse.

”Min rolle bliver at sikre fremdrift i forhandlingerne. Så det bliver et forsøg på at lytte til parterne og være med til at finde, hvor der er noget at mødes om. I det hele taget facilitere tingene på en forhåbentlig god måde, så resultater kan nås,” siger Henrik Dam Kristensen til Ritzau.

Pressemeddelelsen indeholder også det kommissorium, som treparten skal arbejde efter.

Her fremgår det, at ”regeringen ikke vil fremlægge et forslag til en klimaafgift for landbruget, før treparten har konkluderet senest i juni 2024”.

Ud over CO2-afgiften skal treparten også kigge på natur og biodiversitet, drikkevand og skov inden for landbrugserhvervet.

Den grønne trepart blev annonceret af daværende økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i midten af oktober.

Med udgangspunkt i de kommende anbefalinger fra en ekspertgruppe om en CO2-afgift på landbruget skal den grønne trepart være en del af forhandlingerne om afgiften.

Treparten består ud over regeringen af Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening samt Concito.

Første møde i treparten er i januar, lyder det.

Den grønne trepart har tidligere mødt kritik fra en række partier i Folketinget, der ser det som endnu en udskydelse af CO2-afgiften på landbruget.

Den er forsinket, da ekspertgruppen, der skal komme med bud på en model for afgiften, har måtte udskyde sine anbefalinger flere gange.

Senest i november lød det, at ekspertgruppens rapport nu først afleveres til politikerne i februar 2024.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også