Ny bundrekord for vandforbrug: 100 liter i døgnet per dansker

Vandbesparende apparater og øget bevidsthed er ifølge Danva formentlig forklaring på støt faldende vandforbrug hos danskerne.
Foto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

I 30 år er vandforbruget i de danske hjem skrumpet år for år, og sidste år nåede det 100 liter per døgn per dansker.

Dermed sætter danskerne ny bundrekord, når det gælder vandforbrug.

Det oplyser Dansk Vand- og Spildevandsforening, Danva.

Forklaringen er formentlig en kombination af nye, vandbesparende husholdningsapparater og en øget bevidsthed hos mange om at spare, lyder det fra direktør i Danva Carl-Emil Larsen.

”Danske husstande har efterhånden fået skiftet deres husholdningsmaskiner ud til mere vandbesparende modeller, hvilket også afspejler det generelle lave vandforbrug.”

”Tilmed antager vi, at det seneste års store fokus på høje el- og varmepriser også har medført en bevidsthed om vandforbruget,” siger Carl-Emil Larsen i en pressemeddelelse.

Sidste år steg vandprisen i gennemsnit 1,7 procent. Det skal dog ses i lyset af, at inflationen var helt oppe at ramme 8,7 procent.

De 100 liter per døgn per dansker er ifølge Danva det laveste forbrug, der er målt, siden man begyndte at lave statistikken i slutningen af 1980’erne.

Dengang var forbruget knap 200 liter vand per døgn per dansker.

Det ændrede sig de efterfølgende år, blandt andet som følge af vandafgiften, der blev indført i 1993.

Fagleder Thomas Sørensen fra Danva tvivler på, at danskernes vandforbrug kan komme endnu længere ned.

Han peger på, at halvdelen af vandforbruget er relateret til danskernes hygiejne, herunder badning.

”Vaske- og opvaskemaskiner er vandbesparende, vi har fået vandbesparende brusere og toiletter. Hele teknikdelen er nok så langt, at vi ikke kan komme længere ned ad den vej.”

”Hvis vi skal længere ned i vandforbrug, skal begynde at bade mindre eller bruge mindre vand på os selv,” siger han til Ritzau.

Der er samlet set 45.000 kilometer drikkevandsledninger i Danmark, og vandtabet er opgjort til 7,18 procent af alt det vand, der transporteres gennem rørene.

Dermed ligger Danmark ifølge Danva blandt de lande, der har det mindste vandtab i ledningsnettet i verden.

Danva er brancheorganisation for danske vandselskaber og har indsamlet nøgletallene for vandsektoren til publikationen ”Vand i tal 2023”.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også