Debat: Sektorkobling er et absolut nødvendigt fokus på Slotsholmen

Det nuværende prisloft på overskudsvarme og lovforslaget til en ny vandsektorlov ikke understøtter ikke koblingen af sektorerne i Danmark, skriver Michael Brandt, direktør i forsyningsselskabet Fors.
Michael Brandt er adm. direktør i Fors A/S, som dækker Holbæk, Lejre og Roskilde. | Foto: Fors A/s
Michael Brandt er adm. direktør i Fors A/S, som dækker Holbæk, Lejre og Roskilde. | Foto: Fors A/s
af Michael Brandt, direktør i Fors A/S

Vandsektoren er blevet varslet ny regulering. Det samme er varmeforsyningen. Og det er fint, for der er mange aspekter af begge, der trænger til at blive opdateret. 

Men. For der er et men. I årevis er der i forsyningsbranchen blevet råbt op om nødvendigheden af sektorkobling: at muliggøre udnyttelse af energi optimalt, f.eks. ved at trække varme ud af spildevand eller at producere biogas af spildevandsbranchens restprodukt, slam. Det vil vi gerne. Men omstillingen til klimavenlig energiproduktion og -forbrug kræver, at forsyningsbranchen ikke bare har mulighed for men også tilskyndes at udnytte synergierne mellem sektorerne: el, vand og varme, gas og affald. 

Det er paradoksalt, at fjernvarmebranchen står klar til at sætte varmepumper op over hele landet for at fortrænge brugen af fossile brændsler, men på grund af regulering og manglende sektorkoordinering skal vente op til fem år på udbygning af elnettet. Det er paradoksalt, at prisloftet på overskudsvarme straffer varmeselskaberne økonomisk for at udnytte energien fra spildevand som varmekilde, hvilket ellers sikrer både en pålidelig og energivenlig kilde til fjernvarme og samtidig sænker udløbstemperaturen på spildevandet til gavn for havmiljøet. 

Det er paradoksalt, at prisloftet på overskudsvarme fratager vandselskaberne muligheden for at understøtte regeringens klimamål med sine 700 mia. årlige liter CO2-neutralt spildevand med konstant flow og stabil temperatur, som giver perfekte forudsætninger for at bruges til varmeproduktion.

Professor ved DTU Sustain, Peter Steen Mikkelsen, efterlyser i en gennemgang af tidernes vandregulering – i branchemediet CleantechWatch – øget sektorsamarbejde og koordinering samt bedre sammenhæng og politisk fokus på sektorkobling. Også Dansk Energi (nu Green Power Denmark) har og har haft fokus på sektorkobling. I 2021 udgav de syv anbefalinger til succesfuld implementering af sektorkobling. Til grund for anbefalingerne lå to forudsætninger for sektorkoblingens succes: øget samspil mellem sektorer inden for forsyningsbranchen samt forsyningsbranchens øgede samspil med erhverv og borgere. 

På baggrund af de konkrete erfaringer med regulering, der direkte modarbejder den grønne omstilling inden for fjernvarme og spildevand, er det en slipstrøm, Fors A/S gerne lægger sig i. 

Flere og bredere samarbejder

Vandsektoren forventes at bidrage til fjernvarme, og den forventes at bidrage til fremtidig brintproduktion. Fjernvarmebranchen er desuden afhængig af elproduktion og elnetkapacitet såvel som affaldsforbrænding og biogas. Der er for mange potentielle synergier mellem sektorer til at nævne dem alle her, men for at kunne udnytte dem, kræver det en helhedsorienteret tilgang, som blandt andet besværliggøres af, at det reguleringsmæssige ansvar – også bare inden for en enkelt forsyningssektor - er fordelt på flere, meget væsensforskellige, ministerier: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Miljøministeriet og Erhvervsministeriet, hvor Forsyningssekretariatet af uransagelige årsager hører under sidstnævnte.

I en tid, hvor særligt den store efterspørgsel på fjernvarmeudrulning kræver omfattende elektrificering og udvidelse af elnettet samt nytænkning i forhold til potentielle varmekilder, så er det oplagt at benytte momentet til at sørge for, at den ene regulering ikke spænder ben for den anden. 

I stedet skal de forskellige sektorer i langt højere grad indgå i en fælles sammenhæng, og reguleringen koordineres på tværs. Koblingen mellem sektorer kan ganske enkelt kun blive rigtig succesfulde ved – som professor ved DTU Sustain, Peter Steen Mikkelsen, pointerer – at sektorerne indgår i flere og bredere samarbejder. Og det kræver en regulering, der muliggør dette. Det gør lovforslaget til en ny vandsektorlov ikke. Det gør årets prisloft for overskudsvarme ikke.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også