Japan melder om telefonchikane fra Kina efter Fukushima-udledning

Blandt andet et akvarium og et koncerthus har oplevet en bølge af kinesiske opkald efter udledning af vand.
Japan begyndte torsdag morgen dansk tid udledningen af radioaktivt vand fra atomkraftværket Fukushima i Stillehavet. | Foto: Str
Japan begyndte torsdag morgen dansk tid udledningen af radioaktivt vand fra atomkraftværket Fukushima i Stillehavet. | Foto: Str
AF RITZAU

Japanske virksomheder melder om en bølge af telefonchikane fra Kina på grund af en strid om udledningen af vand fra Fukushima-atomkraftværket, som begyndte torsdag.

Japan holder fast i, at udledningen er sikker. Det samme gør Det Internationale Atomagentur (IAEA).

Men Kina er stor modstander af udledningen og har blandt andet udvidet et forbud mod fisk solgt fra Japan til at gælde i hele landet.

En række virksomheder og organisationer i Japan - lige fra et koncerthus i Tokyo til et akvarium nordpå i Iwate-præfekturet - har oplevet så mange opkald, at det er gået ud over driften.

Opkaldene fra Kina skal være begyndt torsdag samtidig med starten på udledningen af vand fra atomkraftværket, som blev ødelagt under et jordskælv og en efterfølgende tsunami i 2011.

Hiroyuki Namazu, en højtstående japansk diplomat, har over for den kinesiske ambassade i Tokyo givet udtryk for, at han ærgrer sig over opkaldene.

Han har bedt den kinesiske ambassade om at opfordre til ro i Kina. Det skriver det japanske udenrigsministerium i en meddelelse.

Udenrigsministeriet melder også, at der har været lignende hændelser i Kina rettet mod japanske institutioner.

”Vi opfordrer kraftigt den kinesiske regering til at iværksætte passende tiltag,” står der i meddelelsen.

Japan beder således Kina om ”at opfordre borgere til at opføre sig roligt samt at tage alle de mulige forholdsregler for at sikre japanske borgere i Kina og japanske diplomatiske missioner i Kina”.

Fredag blev japanere bedt om at holde lav profil i Kina efter hård kinesisk kritik af udledningen.

”Forsøg at være påpasselig i offentligheden ved for eksempel ikke at tale japansk unødigt højlydt,” skrev den japanske ambassade i Kina på sin hjemmeside.

Over et årti efter tsunamien fortsætter arbejdet ved kraftværket, og Japan er begyndt at løbe tør for plads til det vand, som køler reaktorerne ned.

Torsdag begyndte udledningen af de første 7800 kubikmeter vand.

I alt har der ophobet sig 1,3 millioner ton vand svarende til 500 olympiske svømmebassiner. Den samlede udledning ventes at vare over 30 år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også