Danva bifalder partiers udspil til beskyttelse af drikkevandet

Nye finansieringsmodeller til drikkevandsbeskyttelse er positive, lyder det fra Danvas adm. direktør.
Foto: Danva
Foto: Danva

De seneste ugers sommergruppemøder hos Folketingets partier har budt på flere udspil om sprøjteforbud for at beskytte det danske drikkevand – og det har man bidt mærke i hos brancheorganisationen Danva.

Af den grund forventer adm. direktør Carl-Emil Larsen, at et ”loyalt” Folketing nu vil leve op til ”et af de mest presserende ønsker i befolkningen” om at beskytte et større sammenhængende areal mod nedsivning af kemikalier og pesticider.

Mens De Radikale forslår, at vandregningen skal bidrage til finansieringen af drikkevandsbeskyttelse, foreslår SF en central fond, hvilket er første gang, at der er kommet ”reelle forslag til finansiering” på borde, ifølge branchedirektøren.

”Vi kommer ikke udenom, at der skal penge til for at kunne betale lodsejerne for deres jord. Hvilken finansieringsform, man lægger sig fast på, er selvfølgelig vigtig, men det mest afgørende for os er, at et samlet Folketing en gang for alle beslutter sig for at beskytte drikkevandet helt,” siger Carl-Emil Larsen i en pressemeddelelse.

Fra SF-formand Pia Olsen Dyhr lød det blandt andet, at regeringen må leve op til løfter om at forbyde sprøjtemidler på et areal op mod 200.000 hektar, en tyvendedel af Danmarks areal, frem mod 2030 i såkaldte grundvandsparker.

”SF vil ikke se passivt til, mens vores drikkevand bliver mere og mere forurenet. Derfor bliver det også et centralt krav for SF til finansloven, at regeringen leverer på de løfter,” sagde hun i sidste uge.

En lignende opfordring lyder der også fra De Radkiale i udspillet ”Ret til rent drikkevand”

Ifølge Danva-direktøren vil det for flere grundvandsparker være relevant at ændre arealanvendelsen, så de i stedet for konventionelt landbrug bliver brugt til blandt andet rejsning af skov eller etablering af økologisk drift.

”På den måde hjælper vi ikke kun drikkevandet, men sikrer også bedre natur, miljø, energi og klima. Det er en oplagt mulighed, at der er flere funktioner på jorden samtidig, hvor drikkevandsbeskyttelse går hånd i hånd med understøttelsen af den grønne omstilling og biodiversiteten,” siger han i meddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også