FN-traktat åbner for bedre beskyttelse af havene

Verdens have skal beskyttes bedre i ny traktat, der har været 15 år undervejs.
"Oceanerne er vor planets hjerteblod," udtaler FN’s generalsekretær, António Guterres, i forbindelse med ny FN-traktat. | Foto: Thomas Mukoya/Reuters/Ritzau Scanpix
"Oceanerne er vor planets hjerteblod," udtaler FN’s generalsekretær, António Guterres, i forbindelse med ny FN-traktat. | Foto: Thomas Mukoya/Reuters/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Verdens første internationale traktat, der skal beskytte havet, er mandag blevet vedtaget i FN.

Traktaten har været 15 år undervejs, herunder fire år med forhandlinger mellem landene.

Indgåelse af traktaten er en ”historisk bedrift”, siger FN’s generalsekretær, António Guterres.

”Oceanerne er vor planets hjerteblod. I dag har I pumpet nyt liv og håb ind, som giver havene en chance,” siger han til de delegerede i FN.

Den skal bane vej for en bedre beskyttelse af internationale farvande, der udgør mere end 60 procent af verdens have.

Fokus har længe været på kystområder og truede arter.

Men forskerne har i stigende grad indset vigtigheden af de åbne havområder.

Disse områder producerer halvdelen af den ilt, mennesker indånder, begrænser klimaforandringer ved at opsuge CO2 og er hjem for en stor biodiversitet.

”Sunde oceaner, lige fra kysterne til de fjerne have og dybe havbundsområder, er en forudsætning for menneskets sundhed, velvære og overlevelse,” skriver en gruppe forskere i tidsskriftet The Lancet.

Men i og med, at størstedelen af havområderne ligger uden for de enkelte landes territorialfarvande, kræver det internationalt samarbejde at beskytte dem.

Den nye traktat åbner op for, at der kan etableres beskyttede områder i internationalt farvand.

På nuværende tidspunkt er det kun omkring én procent af de internationale havområder, der er beskyttet.

Traktaten ses som afgørende for, at verdens lande kan nå målet om at beskytte 30 procent af verdens oceaner og landområder inden 2030.

Det var et mål, der blev slået fast ved FN’s møde om biodiversitet i Montreal i Canada i december sidste år.

Efter vedtagelsen af havtraktaten mandag vil målet om 30 procent ”være inden for rækkevidde”, siger Chris Thorne fra miljø- og klimaorganisationen Greenpeace.

Mindst 60 lande skal skrive under på traktaten, inden den kan træde i kraft.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også