Miljøminister: Vi kan ikke nægte import af norsk spildevand

Miljøminister Magnus Heunicke (S) vil nu se på, om reglerne kan ændres og vil tage sagen op med EU’s miljøkommissær i denne uge. 
Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson
AF RITZAU

Loven forhindrer ifølge miljøminister Magnus Heunicke (S), at man stopper import af miljøfarligt norsk spildevand til miljøvirksomheden RGS Nordics renseanlæg syd for Skælskør.

På et åbent samråd i Folketinget siger ministeren, at vurderingen er, at Miljøstyrelsen ikke kan forhindre, at RGS behandler det forurenende vand og pumper det rensede vand ud i Agersø Sund.

”I den konkrete sag er det altså ikke muligt at nægte import af spildevandet – med de nuværende regler,” siger Heunicke.

Miljøministeren vil se på, siger han, hvordan reglerne kan ændres. Han vil tage sagen op med EU’s miljøkommissær, Virginijus Sinkevicius, i denne uge.

Sagens kerne er, hvorvidt det kemikalieholdige vand, som trods rensning forurener sundet ud for Skælskør, kan kategoriseres som bortskaffelse eller som nyttiggørelse.

Med nyttiggørelse menes, at noget af spildevandet kan genanvendes. Og selv om der i den konkrete sag kun genanvendes ganske få procent af spildevandet, så er det nyttiggørelse.

Det er ifølge ministeren underordnet, hvor stor andelen af genanvendelse er.

”Miljøstyrelsen finder ikke grundlag for at ændre i vurderingen af, at der er tale om import til nyttiggørelse,” siger Heunicke.

Kammeradvokaten er ifølge DR i notater fra september 2021 og februar 2022 nået frem til, at der er tale om bortskaffelse.

Men Miljøstyrelsen har ifølge ministeren haft et møde med Kammeradvokaten 18. januar, og tilsyneladende skal Kammeradvokaten have ændret holdning. I hvert fald siger Heunicke:

”Efter det møde kan jeg ikke konkludere, at der er en diskrepans (uoverensstemmelse, red.).”

I begyndelsen af januar 2023 besluttede Slagelse Kommune, hvor renseanlægget ligger, at udskyde miljøgodkendelsen.

Indtil der er taget en endelig beslutning angående fornyelsen af miljøgodkendelsen, kan RGS Nordic fortsætte som hidtil med at rense – og udlede – spildevandet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også