Overvågningssystem stod af og kostede vandafbrydelse
Den digitale melding var, at alt var godt. Men i praksis løb Torsted Vandværk tør for vand, så kunderne, cirka 1800 husstande og virksomheder i Horsens, kun fik dryp og en lang næse, når de onsdag aften åbnede for deres vandhaner. Det skriver Horsens Folkeblad.
Forklaringen på, at vandværket ikke kunne levere vand til kunderne, skal findes i et automatisk overvågningssystem, som skal sikre, at der konstant trækkes nok vand ind i selve vandværket, som så pumper det videre til kunderne. Men meldingen fra det automatiske system om, at alt var godt, stemte ikke overens med virkeligheden.
”Der var et udfald på en del af vores fjernstyring. Det viste os et billede af, at alt var i skønneste orden, men bagved var systemet i realiteten i gang med at tømme vandværket for vand. Fordi en del af systemet viste, at der var vand nok, blev der ikke automatisk sat gang i at pumpe nyt vand i, og i princippet fik vi tømt vandværket. Derfor gik der lidt tid, før vi var oppe at køre igen,” forklarer Knud-Erik Andersen fra Torsted Vandværk til Horsens Folkeblad.
Systemet var ude af drift i godt en time.