S-løfte om sprøjteforbud kom ikke med i nyt regeringsgrundlag

I oktober foreslog Socialdemokratiet et sprøjteforbud. Der er flertal for det, men det optræder ikke i nyt regeringsgrundlag.
Foto: Martin Sylvest
Foto: Martin Sylvest
AF RITZAU

Et forslag om at indføre et sprøjteforbud for at beskytte drikkevandet er ikke kommet med i det regeringsgrundlag, som den nye SVM-regering har udformet.

Det skriver DR.

Det var ellers Socialdemokratiet, der sammen med SF, De Radikale, Enhedslisten og Alternativet i slutningen af oktober foreslog at forbyde sprøjtemidler på et areal på op mod 200.000 hektar frem mod 2030.

Fra statsminister Mette Frederiksen (S) lød det, at grundvandet og det rene drikkevand er truet. Derfor ”foreslår vi en fredning for et område på størrelse med cirka fire gange Falster”, lød det.

Men i regeringsgrundlaget er der blandt andet endt med at stå, at regeringen straks vil ”tage initiativ til en akut plan for at beskytte boringerne (BNBO-områder), hvor vi skal sikre, at alle parter gør en stor indsats, og der er incitament til at omstille”.

Det konstateres, at der er brug for ”betydelig mere viden om det eksakte behov for beskyttelse af grundvandet”.

”Regeringen vil derfor igangsætte en kortlægning af de 640.000 hektar, der i dag er udpeget som indsatsområder, med henblik på at beskytte drikkevandet,” står der.

De fem partier, der ønskede et forbud, har et flertal i Folketinget.

Over for DR kalder Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, det ”et eklatant løftebrud”.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) afviser, at der er tale om et stort løftebrud.

”Jeg er helt med på, at den måde, det blev formuleret på i valgkampen, ikke kan findes én til én i regeringsgrundlaget,” siger han til DR.

På spørgsmålet om, om der så ikke er tale om et løftebrud, svarer Heunicke:

”Sådan er det med en lang række ting, når vi går ind og forhandler om en bred regering. Det, du kan finde, er, at vi vil beskytte vores grundvand. Vi vil gøre mere, end vi gør i dag,” siger han til DR.

Spørger man Hans-Jørgen Albrechtsen, der er professor ved DTU Miljø med fokus på grund- og drikkevand, er det uklart, hvilke undersøgelser regeringen egentlig vil lave, og hvilke tidsfrister man vil arbejde med.

Dermed udsætter man beslutningen og indsatsen, mens mulig forurening kan fortsætte, siger han til DR.

Landbrug og Fødevarer advarer mod regning på 20 mia. kr. for drikkevandsudspil

Danva kalder drikkevands-udspil for ”historisk”

Røde partier vil beskytte drikkevandet med omfattende sprøjtemiddel-forbud

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også