Danva: Sæt turbo på at få drikkevand undersøgt for PFAS

Vandselskabernes interesseorganisation, Danva, opfordrer politikerne til at udarbejde en national plan for PFAS. I dag kan de mindre vandværker vente i op til tre år med PFAS-analyser.
Carl-Emil Larsen. | Foto: Danva
Carl-Emil Larsen. | Foto: Danva

Det kan tage flere år at få overblik over omfanget af PFAS i drikkevand, skriver vandselskabernes interesseorganisation Danva i en pressemeddelelse.

Det skyldes nu nuværende regler, hvor de store vandforsyninger skal tage PFAS-prøverne inden for et år, mens de mindre kan vente i op til tre år.

”Hvis man politisk ønsker et hurtigt overblik over udbredelsen af PFAS, skal det være et led i en samlet national plan, et PFAS fast track, om man vil. hvor analysekravet skal gælde for alle,” siger direktør i Danva Carl-Emil Larsen i meddelelsen.

Han tilføjer, at forbrugernes tryghed ikke skal ikke afhænge af, hvor stor en vandforsyning er.

Danva mener, at de mange flourstoffer, der er giftige, mobile og unedbrydelige, hverken på kort eller på lang sigt må komme i drikkevandet og ud af vandhanen. For at sikre samfundet mod yderligere spredning af flourstoffer foreslår organisationen at forstærke de indsatser, der allerede er igangsat af myndighederne.

”PFAS-stofferne skal forbydes helt. Og så bør der indføres tydelig mærkning på varer, om de indeholder stofferne, også selvom det er under 0,1 procent, som i dag er deklarationsgrænsen. Forbrugerne skal kunne sikre sig mod stofferne,” siger Carl-Emil Larsen.

Danva foreslår endvidere, at hvis et vandværk kommer i forsyningsproblemer på grund af PFAS, så skal en national drikkevandsfond understøtte betalingen af udgifter til de løsninger, der kan sikre forsyningssikkerheden.

”Det er et nationalt anliggende at betale for at løse problemerne med PFAS,” siger Danvas direktør..

Myndighederne indførte fra årsskiftet en meget lavere grænseværdi, 2 nanogram pr liter, end tidligere for PFAS-stoffer i drikkevand.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også