Styrelse: Ingen risiko for forurening af drikkevand ved minkgrave

Hverken drikkevand, sø eller åer er i fare for forurening efter opgravning af mink, siger Miljøstyrelsen.
Sø ved Nørre Felding. | Foto: Jesper Houborg/Politiken
Sø ved Nørre Felding. | Foto: Jesper Houborg/Politiken
AF RITZAU

Borgere i det midt- og vestjyske byer Nørre Felding og Kølvrå skal ikke være bekymret for deres drikkevand, søer og åer.

For otte måneder efter 13.000 ton døde mink er blevet gravet op omkring de to byer, er der ifølge Miljøstyrelsen ingen risiko for forurening vandet i områderne.

Det oplyser Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

"Arbejdet med opgravning er for længst færdigt, og nu kan vi ånde lettet op. For stort set al forureningen er væk, og der er ingen risiko for drikkevand, sø eller åer," siger Rasmus Prehn, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, i en pressemeddelelse.

"Nu følger vi naturligvis Miljøstyrelsens anbefalinger og holder skarpt øje med grundvandet i de to områder. Jeg håber, at folk i Nr. Felding og Kølvrå drager et lettelsens suk, når de ser eksperternes konklusion. Det har de ventet på."

Næsten al forurening er ifølge pressemeddelelsen væk efter opgravningen, og den lille rest forurening, der er tilbage i det terrænnære grundvand, forventes at blive nedbrudt naturligt.

Men Miljøstyrelsen anbefaler fortsat at overvåge området omkring minkgravene for at se, om den resterende forurening forsvinder af sig selv.

Det er heller ikke længere relevant at oppumpe og rense grundvandet fra områderne, lyder det i pressemeddelelsen.

De 13.000 ton mink blev gravet ned på militære arealer omkring de to byer, da der ikke var kapacitet på forbrændingsanlæggene til at brænde så mange mink.

Flere end 15 millioner danske pelsdyr i bure måtte lade livet før tid, da regeringen i efteråret besluttede, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Årsagen var en eksplosiv spredning af coronasmitte på minkfarmene og frygt for, at minkmutationen cluster-5 kunne mindske kommende vacciners effektivitet.

Senere blev det efter lokale protester besluttet, at minkene skulle graves op igen og brændes. Men først, når der med sikkerhed ikke længere var levedygtig coronavirus i dem.

Borgerne i Nørre Felding og Kølvrå bliver nu inviteret til borgermøde om undersøgelsens konklusioner og Miljøstyrelsens anbefalinger.

Undersøgelsen er foretaget af Dansk Miljørådgivning, mens Miljøstyrelsens anbefalinger kommer på grund af en rapport fra rådgivningsvirksomhederne Rambøll og Cowi.

Klyngenetværk skal gøre Randers til Danmarks førende klimakommune

Nordic Waste lander rekordregnskab midt i udvidelsestvist 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også