Langtrukken forureningssag koster Flux Water 2 mio. kr. om måneden

Mens der hver måned forsvinder to mio. kr. fra kassen hos Flux Water som følge af en forureningssag om forkert deklareret spildevand, trækker sagen i langdrag. Flux Water beskylder Stena Recycling for at nøle, men det afviser industrigiganten som "sludder".
Foto: Julie Søgaard/Watch Medier
Foto: Julie Søgaard/Watch Medier

Flere anmodninger om udsættelse og lange svarfrister i en sag om forurenet spildevand koster lige nu Slagelse-baserede Flux Water godt to mio. kr. om måneden i både sagsomkostninger og som følge af begrænset produktionskapacitet.

Det fortæller Lars Kastholm, salgsdirektør i Flux Water, til CleantechWatch.

Årsagen er ifølge spildevandsselskabet, at miljøvirksomheden Stena Recycling, som Flux Water stævnede tilbage i 2019, efter virksomheden havde leveret spildevand med forkert deklaration til Flux Water, nu flere gange har bedt retten om udsættelse i sagen og ikke har afleveret relevante dokumenter i tide.

"Det er efterhånden en tendens vi ser, at sagen bliver trukket i langdrag – med store økonomiske konsekvenser til følge," siger Lars Kastholm.

Den udlægning kan Jakob Kristensen, udviklingsdirektør i Stena Recyling, dog ikke genkende. I et skriftligt svar til CleantechWatch kalder han sagen en "ulykkelig historie, som også Stena Recycling har al mulig interesse i bliver undersøgt og løst hurtigst muligt."

"At Stena Recycling forsøger at forhale sagen, er noget sludder. I sagsakterne kan jeg da også konstatere, at Flux Waters egen advokat for et halvt år siden selv bad om udsættelse af sagen. I en juridisk proces er det vist ikke unormalt, at deadlines skubbes lidt rundt for at kunne give mulighed for fyldestgørende analyser og svar," skriver udviklingsdirektøren.

Forkert deklareret spildevand

Sagen mellem Flux Water og Stena Recycling stammer helt tilbage fra sommeren 2019, hvor Lars Kastholm af Slagelse Kommune bliver oplyst, at der er fundet pesticider i det spildevand, som virksomheden har udledt til to åer. Det viser sig, at spildevandet er leveret af Stena Recycling.

Spildevandet var af Stena Recycling deklareret som spildevand med rester af maling, men indeholdt i virkeligheden pesticider i form af insektgift.

"Altså noget helt andet. Problemet var, at vi aldrig modtog korrekt udfyldte deklarationer fra Stena Recycling på, hvad der var i vandet, og det betød, at vi ikke kunne behandle det korrekt," siger Lars Kastholm om sagen.

Flux Water valgte derfor at stævne Stena Recycling, men halvandet år efter sagens start, ser direktøren stadig langt efter en afslutning og føler ikke, at man er "kommet så forfærdeligt meget længere."

"Der har været en masse brevveksling mellem de involverede parter, navnlig mellem Stena Recycling og deres kunde, Maribo Hilleshög, hvorfra pesticiderne angiveligt stammer fra. Men der er stadig ingen afslutning, og i december 2020 bad Stena så om seks ugers udsættelse i sagen igen," siger Lars Kastholm.

Salgsdirektøren vedholder, at Flux Water hele tiden har handlet i "god tro" og haft orden i sagerne. Virksomheden har ikke noget at skjule.

"Det er desværre os, der står med regningen, både for at håndtere forureningen og for tabt indkomst, fordi vores produktion måtte lukke og har været reduceret efterfølgende," siger Lars Kastholm.

Flux Water har ifølge ham "betydelige sagsomkostninger", der efterhånden er løbet op i et større millionbeløb, ligesom der er "massive" omkostninger forbundet med, at myndighederne endnu ikke har kunne give virksomheden anvisning til det forurenede spildevand. Det er til trods for, at Flux Water ifølge virksomheden selv har fremlagt flere konkrete løsningsforslag.

"Det blokerer en betydelig del af vores tankkapacitet, og vi må derfor køre med nedsat kraft. Lige nu er produktionen nede på en tredjedel af, hvad vi er i stand til," siger direktøren.

Alle de udgifter, spildevandsselskabet står over for, foregår på forventet efterbevilling fra den part, der kendes ansvarlig for forureningen. Lige nu kommer de dog fra Flux Waters egen lomme, og det er derfor, at det har en "kedelig betydning" for virksomheden, at en afgørelse fortsat trækker ud, fortæller Lars Kastholm.

Regnskabsbøgerne lider

Sagen har også trukket dybe spor i Flux Water regnskabsbøger. Sidste år kunne virksomheden præsentere et regnskab, der vidnede om et underskud på 11 mio. kr. for 2019. Det skyldtes blandt andet de store omkostninger forbundet med forureningssagen.

Flux Water har haft røde tal på bundlinjen hvert år siden virksomhedens stiftelse i 2015, men resultatet for 2019 var det hidtil dårligste.

Det står i skærende kontrast til, at Lars Kastholm i forbindelse med et interview med CleantechWatch i december 2019 fortalte, at man regnede med, at situationen ville vende, så snart virksomhedens anlæg på Prøvestenen atter kom op i omdrejninger.

Det har sagen dog imidlertid sat en kæp i hjulet for.

"Når man i flere år nu har måtte aflevere regnskaber med røde tal, betyder det, at vores dagligdag besværliggøres betydeligt – vi har for eksempel ikke nogen kreditværdi. Overordnet set har det også betydning for, hvor vi kan lægge vores fokus og energi i forhold til nye anlæg og projekter rundt omkring i landet," siger Lars Kastholm.

Trods de økonomiske udfordringer, som Flux Water står over for, vedholder salgsdirektøren, at han ikke tror, at Stena Recycling har afleveret det forkert deklarerede spildevand overlagt.

"Der er ikke nogen, der har en konkret skyld i det, der er sket. Jeg tror, der i bund og grund er tale om en fejl," siger direktøren.

Til gengæld viser sagen vigtigheden af, at alt affald, herunder spildevand, deklareres korrekt, når det afleveres til de virksomheder, der skal behandle det, fortsætter Lars Kastholm.

Hans eneste ønske er at "vende hver en sten og have fuld offentlighed omkring det, der er sket."

"Det har vi også kommunikeret til vores kunder og de kommuner, vi arbejder sammen med. Jeg kan fornemme, at flere har en vis medlidenhed med os, men det kan jeg jo ikke leve af," siger Lars Kastholm.

Ønskescenariet er nu, at alle parter i sagen svarer inden for de tidsfrister, der er aftalt med retten, og "altså ikke beder om udsættelse kontinuerligt."

"Nu vil vi bare have det her overstået, så vi kan komme videre med at drive forretning," siger Lars Kastholm.

Forureningssag trækker dybe spor i Flux Waters regnskabsbøger

Flux Water får ophævet forbud mod udledning af behandlet spildevand

Hilleshög-chef afviser ansvar for forurening: "Det her er en sag mellem Stena og Flux"

Flux Water stævner Stena Recycling og Maribo Hilleshög i forureningssag

Flux Water om forureningssag: "Et voldsomt tilbageslag, men det rokker ikke båden ud af kurs" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også