Brancheorganisation til vandværker: Tjek jeres beredskabsplan og hygiejne

CORONAVIRUS: Danske vandselskaber bør undersøge, om de har styr på deres beredskabsplaner og hygiejnen på vandværkerne for at undgå yderligere coronasmitte, lyder anbefalingerne fra brancheorganisationen Danske Vandværker.
Foto: Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard
Af Emma Gelbjerg-Hansen

Danske vandselskaber bør give deres beredskabsplan et corona-tjek.

Sådan lyder en af anbefalingerne fra Danske Vandværker til brancheorganisationens medlemmer.

Et corona-tjek skal sikre, at vandforsyningen kan opretholdes i tilfælde af, at driftspersoner bliver sat i karantæne eller bliver syge.

Konkret anbefaler brancheorganisationen, at det enkelte vandværk laver en plan for bemanding ved sygdom eller karantæne, ligesom bestyrelsen bør gennemgå beredskabsplanen og forholde sig til, hvem der træder til, hvis vandværket både rammes af corona og af en beredskabssituation.

Danske Vandværkers anbefalinger til beredskabs-tjek.
Danske Vandværkers anbefalinger til beredskabs-tjek.

"Det er vigtigt, at I lokalt hjælper hinanden i forhold til udfordringer med backup-bemanding, reservedele og eventuelle beredskabssituationer," skriver Danske Vandværker på sin hjemmeside.

Vandværkerne kan bruge de såkaldte vandråd til at drøfte, hvordan de skal løse udfordringerne og koordinere på tværs af flere vandværker, foreslår brancheorganisationen desuden.

Overvej at aflyse generalforsamlinger

Myndighedernes anbefalinger om at undgå større forsamlinger kan muligvis blive problematisk for de vandværker, der snart skal afholde deres årlige generalforsamlinger.

Her anbefaler Danske Vandværker, at det enkelte vandværk vurderer, om generalforsamlingerne kan afholdes i tråd med myndighedernes retningslinjer.

Vandværkerne bør dog overveje, om det overhovedet giver mening at afholde generalforsamlinger.

"Det er vores vurdering, at en beslutning om at aflyse generalforsamlingen beror på en force majeure lignende situation, og vandværkerne dermed er berettiget til at bryde med vedtægterne," skriver Danske Vandværker.

Brancheorganisationen anbefaler desuden vandværkerne, at de sikrer, at de håndværkere, der arbejder på ledningsnettet, kender til de skærpede hygiejne-anbefalinger, som coronavirussen har bragt med sig.

Hygiejnen kan blandt andet sikres ved at inddele vandværkerne i hygiejnezonerne grøn, gul og rød alt efter, hvor stor risiko der er for forurening af drikkevandet, skriver Danske Vandværker.

Sektoren i samarbejde med KL og Rigspolitiet

Brancheorganisationen Danva fortalte i sidste uge til CleantechWatch, at den danske vandsektor igennem længere tid har arbejdet på at sikre både vandforsyningen og spildevandshåndteringen under et udbrud af coronavirus i Danmark.

Desuden er der allerede truffet en række foranstaltninger, der skal undgå smittespredning både i og uden for branchen.

Blandt andet har både Danske Vandværker og Danva været til møde med Kommunernes Landsforening og Rigspolitiet og givet et rids over, hvordan situationen med vandforsyning- og rensning vil se ud i forskellige scenarier. 

"Inden vi blev kontaktet af KL og Rigspolitiet, kontaktede vi selv Foreningen af Danske Beredskaber netop for at sikre, at man kunne lave et eller andet system, hvis nu et vandværk eller renseanlæg blev lagt ned på grund af sygdom," sagde Carl-Emil Larsen, direktør i Danva, til CleantechWatch i sidste uge.

Vandsektoren har længe arbejdet på at undgå smittespredning under coronaudbrud

Flere forsyningsselskaber lukker delvist ned

Dansk Affaldsforening vil opretholde affaldshåndteringen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også