Når det britiske selskab Co2balance renoverer vandboringer i Uganda og Zimbabwe, får selskabet til gengæld klimakreditter, som kan sælges som klimakompensation på det internationale marked. Projekterne skal sikre indbyggerne rent vand og dermed reducere deres behov for at afbrænde træ, når de skal koge vandet.

Men CO2-besparelsen er lille og særdeles usikker, for flertallet af indbyggerne plejer slet ikke at koge deres vand. Det britiske selskabs egne undersøgelser viser, at kun 3 procent af indbyggerne ved projektet i Uganda plejer at koge deres vand. I Zimbabwe gælder det 48 procent, skriver Politiken lørdag.

Alligevel får CO2balance klimakreditter svarende til, at næsten alle indbyggere i de to projektområder koger deres vand. Kreditter, som blandt andet bruges til, at danske selskaber kan kalde deres hjemmesider for klimaneutrale.

Projektet benytter et FN-godkendt koncept kaldet suppressed demand – undertrykt behov – hvor der udstedes kreditter for mere end den faktiske CO2-reduktion. Med metoden argumenterer man for, at de fattige indbyggere ville koge vandet, hvis de havde flere penge, og at det er sandsynligt, at de i fremtiden vil begynde at koge vand, hvis deres levestandard bliver forbedret.

Klimarådets formand, Peter Møllgaard, mener dog, at projektet kun leverer "hypotetiske" CO2-reduktioner.

"De konkrete tons udledninger fra hjemmesider er reelle udledninger. For de fører til mere CO2 i atmosfæren. Men klimakreditterne kommer derimod fra hypotetiske udledninger," siger han til Politiken.

(Denne artikel er videreformildet af Ritzau på vegne af Politiken)