Private vandforsyninger skal nu selv huske at undersøge vandkvaliteten

Hvis man som ejer af en privat vandforsyning ikke har fået en reminder fra sin kommune om at tage en drikkevandsprøve, er der ikke tale om forglemmelse, men derimod en lovændring. Det skriver Tønder Kommune i en pressemeddelelse.
"Tidligere var det et krav, at alle med egen drikkevandsforsyning skulle få foretaget drikkevandsprøver minimum hvert femte år. Men siden efteråret 2017 er loven ændret, så det ikke er et lovkrav længere," siger miljømedarbejder i Tønder Kommune, Niels Ole Baecher, i meddelelsen.
Men det er ifølge Niels Ole Baecher stadig godt at kende kvaliteten af sit eget drikkevand.
"I de senere par år er det specielt rester fra pesticider, der er blevet opdaget i det danske drikkevand. Derfor anbefaler vi, at man fortsat får tjekket kvaliteten af sit drikkevand med jævne mellemrum," siger Niels Ole Baecher.
Niels Ole Baecher foreslår, at man får et vandlaboratorium til at teste for blandt andet bakterier, nitrat og pesticider.
Vandværk drejer nøglen om - kommune undersøger vandværkers fremtid