Falsk alarm gav vandanalytiker unødigt arbejde: "De råbte 'ulven kommer' og fandt en grå kat"

Tilbagerulningen af et politisk krav til vandværker har givet R. Dons' Vandanalytisk Laboratorium "unødvendigt" travlt i 2019.
"Vi har haft travlt, fordi der blev indført et krav om, at alle vandværker skal analyseres for et bestemt stof inden første november. Det krav er så lige blevet ophævet," siger direktør for vandlaboratoriet, Morten Johannes Due.
Tilbage i foråret fandt Danske Regioner et nyt giftstof ved navn Chlorothalonil-amidsulfonsyre i to drikkevandsboringer. Miljøstyrelsen bad derefter alle vandværker i Danmark om at teste for stoffet så hurtigt som muligt inden 1. november i år. Man frygtede blandt andet, at stoffet kunne skade arveanlægget.
Men en ny undersøgelse fra DTU viste imidlertid, at chlorothalonil-amidsulfonsyre ikke, som først frygtet, skader arveanlæggene. Derfor trak Miljøstyrelsen kravet tilbage i september og justerede grænseværdien for stoffet til det normale niveau for pesticider i drikkevand.
Flere vandværker nåede dog imidlertid at foretage kontrollen, og derfor mener vandlaboratoriet, at alarmen gav unødvendigt arbejde.
"De sagde "ulven kommer" og fandt en grå kat. Nu har vi lavet al det her arbejde, som vi ikke behøvede at fortravle os med. Det var unødigt," siger Morten Johannes Due.
Den stigende efterspørgsel på målinger som følge af kravet, har resulteret i flere opgaver for R. Dons' Vandanalytisk Laboratorium i år. Men om det er en fornuftig meromsætning, er Morten Johannes Due ikke sikker på.
"Det (at få meromsætning, red.) har vi ikke interesse i. Vi har et kundeantal, vi kan overskue og yder den service, vi gerne vil. Hvis vi får flere kunder, vil vi ikke kunne yde den service, vi gør i dag," siger han.
Nye krav kan mærkes i en mindre virksomhed
Når der kommer flere krav, betyder det, at laboratoriet skal løbe hurtigere for at lave flere analyser. Og når man er en virksomhed med fem medarbejdere, kan det godt mærkes, når politikere pludseligt indfører nye krav med en kort frist, siger han.
"Når myndigheder agerer på uvidenhed, og af politiske hensyn, får vi arbejde, som er unødigt."
"Eftersom, at vi ikke er større, end vi er, bliver vi påvirket af større indtægter," siger han.
Han tilføjer dog, at det her ikke er generelle vilkår for vandanalytikere, men særtilfælde.
Virksomheden kom for regnskabsåret 1. maj 2018 til 30. april 2019 ud med et resultat på 32 tusind kr. mod 227 tusind året før. Med de ekstra målinger, der har været i 2019, venter selskabet større omsætning for næste regnskabsår, siger han.
Regner I med, at efterspørgselen på jeres arbejde vil stige?
"Det vil det gøre. Både fra forbrugersiden, i forhold til hver enkelt vandforsyning, fordi man vil vide mere, og i forhold til myndighedernes krav, fordi man bliver klogere og derved sætte nogle flere krav," siger han og tilføjer:
"Det store problem er fortidens synder. Det vil sige menneskelig forurening af jorden og af vand ude i naturen, som kan trænge ned i grundvandet."
Kvaliteten og sikkerheden i den danske vandsektor stiger
Relaterede artikler:
Kvaliteten og sikkerheden i den danske vandsektor stiger
For abonnenter