Folketinget vedtager CO2-afgift for industrien

Med Folketingets vedtagelse af to lovforslag er CO2-afgiften for brug af fossil energi for alle industrivirksomheder en realitet fra 1. januar 2025.
Skatteminister Jeppe Bruus (S). | Foto: Jonathan Damslund
Skatteminister Jeppe Bruus (S). | Foto: Jonathan Damslund

Et bredt flertal i Folketinget har tirsdag stemt for to lovforslag, der udmønter dele af aftalen fra 2022 om grøn skattereform for industrien.

Aftalen betyder, at industrien, herunder affaldsenergiselskaber, fra næste år skal betale en CO2-afgift for deres udledninger.

Virksomheder uden for EU’s kvotehandelssystem skal med den kommende afgift betale 750 kr. pr. ton udledt CO2 i 2030, mens satsen for virksomheder, der er omfattet af kvotesystemet er 375 kr. pr. ton. 

Dog lyder CO2-afgiften på 125 kr. pr. ton udledt CO2 i 2030 for bl.a. mineralogiske processer. Aftalen sikrer også, at virksomheder vil kunne få fradrag for den CO2, de fanger og lagrer.

”En højere CO2-afgift er et vigtigt instrument i arbejdet for at nå vores klimamål. Samtidig sikrer vi, at det kan betale sig at opsamle og lagre CO2. Det er jeg samlet set meget tilfreds med,” udtaler skatteminister Jeppe Bruus i en pressemeddelelse.

Loven træder i kraft 1. januar 2025, men afgiften skal indfases fra 2025 til 2030.

Når hele aftalen om grøn skattereform er fuldt indfaset, leverer den en CO2-reduktion på 4,3 mio. ton i 2030 og er dermed det største enkeltstående bidrag til klimamålet i 2030 siden klimaloven, skriver ministeriet. 

De to vedtagne forslag er dels lovforslag 182, der er loven om afgift af CO2e-emissioner fra kvoteomfattede sektorer. Den blev vedtaget med 85 stemmer for og 22 i mod. For loven stemte Socialdemokratiet, Venstre, SF, Liberal Alliance, Moderaterne, Det Konservative Folkeparti, Radikale og flere politikere, der står uden folketingsgruppe. 

Mod loven stemte Danmarks Demokraterne, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Alternativet. 72 medlemmer af folketinget var fraværende.

Få minutter senere var endnu et par medlemmer dukket op i Folketingssalen, hvor 92 stemte for lov 183, der ændrer i den gældende lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter og flere andre tillægsbestemmelser. 17 stemte mod. 

(Denne artikel er leveret af CleantechWatchs søstermedie EnergiWatch)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også