Trusselsniveauet for destruktive cyberangreb hæves

Rusland ønsker ikke en direkte konflikt med Nato, understreger forsvarsministeren om trusselsvurdering.
Trusselsniveauet for destruktive cyberangreb mod virksomheder, organisationer og myndigheder hæves fra lav til middel. | Foto: Emil Nicolai Helms
Trusselsniveauet for destruktive cyberangreb mod virksomheder, organisationer og myndigheder hæves fra lav til middel. | Foto: Emil Nicolai Helms
AF RITZAU og cleantechwatch

Trusselsniveauet for destruktive cyberangreb mod virksomheder, organisationer og myndigheder hæves fra ’lav’ til ’middel’.

Det oplyser forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og chefen for Center for Cybersikkerhed (CFCS), Thomas Flarup, på et pressemøde i Forsvarsministeriet tirsdag.

”Det sker, umiddelbart efter at FE (Forsvarets Efterretningstjeneste, red.) og PET (Politiets Efterretningstjeneste, red.) har meldt om en skærpet hybridkrig,” siger forsvarsministeren og tilføjer:

”Det er vigtigt at sige, at Rusland ikke ønsker en direkte konflikt med Nato.”

Det vurderes, at Rusland sandsynligvis vil rette angreb mod et bredt udsnit af mål i den samfundsvigtige sektor.

Der er ifølge Center for Cybersikkerhed en risikovillighed i Rusland i forhold til at udfordre Nato-lande som Danmark.

”Vi vurderer, at den her risikovillighed (fra Rusland, red.) også vil komme til udtryk i destruktive cyberangreb,” siger Thomas Flarup.

Trusselsniveauet for cyberaktivisme har tidligere været vurderet som højt. I januar 2023 valgte Center for Cybersikkerhed således at hæve niveauet fra middel til høj.

Det skete dengang med begrundelse i prorussiske aktivistiske hackergruppers høje aktivitetsniveau mod Nato-lande.

Der arbejdes ifølge Thomas Flarup med fem niveauer. Fra ”ingen” til ”højt”.

”Det er middel, men det kan ændre sig hurtigt,” siger centerchefen.

Truslen om destruktive cyberangreb vurderes at være rettet mod virksomheder, organisationer og myndigheder, og den er således ikke rettet direkte mod borgere.

Et af de områder, der tidligere har været mål for udenlandske cyberangreb er forsyningssektoren. 

I maj sidste år blev 22 forsyningsselskaber således ramt af et omfattende cyberangreb, der var tæt på at lamme den forsyningen med el og varme flere steder i landet. Det fremgik af en rapport fra Sektorcert, der er de kritiske sektorers cybersikkerhedscenter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også