Minister vil stramme udledningsregler og lover uvildig undersøgelse

Oppositionspartier havde krævet en uvildig undersøgelse, og den foreslår ministeren nu igangsat.
Foto: Mads Claus Rasmussen
Foto: Mads Claus Rasmussen
af ritzau

Miljøminister Magnus Heunicke (S) lover en uvildig undersøgelse i sagen om udledninger fra Cheminova, som nu hedder FMC, i Vesterhavet.

”Jeg vil foreslå, at vi får en uvildig undersøgelse af Miljøstyrelsens manglende revurdering af FMC’s – tidligere Cheminova – miljøgodkendelser,” siger Magnus Heunicke på et samråd i Folketinget.

Der er ikke tale om en bred undersøgelse af sagen, men en udvalgt del af kritikken.

Sagen skyldes afsløringer fra DR om, at Cheminova har fået myndighedernes tilladelse til at udlede miljøfarlige stoffer i havet, som ifølge eksperter er i strid med EU-regler.

Miljøministeren har tidligere forsikret Folketinget om, at EU-Kommissionen har sagt god for de retningslinjer, som myndighederne har udarbejdet om udledning af miljøfarlige stoffer.

Flere eksperter har imidlertid over for DR sagt, at det er vildledning. EU har ikke blåstemplet disse vejledninger, som de læser teksten.

Magnus Heunicke afviser at have vildledt Folketinget.

”Jeg tager det meget alvorligt, når der bliver sagt sådan noget. Derfor må jeg også sige, at jeg ikke er enig i, at det er sådan, at når en minister sender danske myndigheders fortolkning af EU-regler til Folketinget, at det så på nogen måde skulle være vildledning af Folketinget.”

”Det er vores grundpræmis, at det er vores danske myndigheder, som har det ansvar,” siger Heunicke.

På samrådet nævner miljøministeren, at han i den kommende tid vil have en række fokuspunkter.

Foruden den uvildige undersøgelse vil der blandt andet ske en skærpelse af retningslinjerne for, hvornår virksomheder kan få tilladelse til at udlede forurenet spildevand til havområder.

I den nyeste vejledning står der, at myndighederne ”bør” tage højde for en mindst mulig udledning – og ikke at det ”skal”. Det vil Miljøministeriet ændre, siger Magnus Heunicke.

Fremover skal myndighederne derfor både sikre en lav udledning, og at miljøkvalitetskravet maksimalt overskrides med 5 pct. ved blandingszonens rand.

Myndighederne skal derudover tage stilling til, om udledningerne giver en målbar stigning i stoffet i vandområdet som helhed, lyder det fra ministeren.

Dertil vil miljøministeren have fokus på at fremme udvikling og anvendelse af bedre renseteknologi. Han vil desuden bede Miljøstyrelsen og Aarhus Universitet om at overveje, hvorvidt reglerne for udpegning af repræsentative målepunkter kan præciseres.

Det er både offentlige og private virksomheder samt renseanlæg, der udleder spildevand. Bliver reglerne strammet yderligere og ændres eksisterende regler, kan det få ”omfangsrige konsekvenser” - også for den almindelige borger.

Det har Karin Klitgaard, miljøpolitisk chef i Dansk Industri (DI), tidligere sagt i en artikel på DI’s hjemmeside.

”Det er reelt og vigtigt at erkende, at lige meget hvordan man vender og drejer det, så kan der i dag ikke renses til 0.”

”Hvis det kræves, at der slet ikke må være en restkoncentration, så betyder det, at vi som helt almindelige borgere ikke kan trække ud i toilettet, hvilket jeg tror de fleste vil være godt trætte af,” lød det fra Karin Klitgaard.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også