EU-Kommissionen skal komme med modsvar på USA's klimapakke

EU-Kommissionen skal i januar komme med forslag, som kan imødegå USA’s enorme klimapakke.
Foto: Paul Faith
Foto: Paul Faith
AF RITZAU

EU skal komme med et modsvar på USA’s enorme klimapakke for at holde på arbejdspladser og grønne virksomheder.

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på et pressemøde efter EU-topmødet torsdag.

Her fik EU-Kommissionen til opgave at komme med konkrete forslag på området i januar. Og det vil ske med udgangspunkt i en fire punkts-plan, som von der Leyen har skitseret op til topmødet.

”Vi skal ikke komme i en situation, hvor den verdensledende grønne industri i EU beslutter at flytte til USA på grund af høje energiomkostninger i EU og nu denne store amerikanske hjælpepakke,” siger Ursula von der Leyen.

Den amerikanske pakke er på astronomiske 2600 milliarder danske kroner, og den truer ifølge von der Leyen, med at skævvride konkurrencen for europæiske virksomheder.

Derfor har hun foreslået fire indgreb, der skal styrke de europæiske virksomheders mulighed for at konkurrere med de amerikanske.

Blandt andet skal EU’s statsstøtteregler justeres, så europæiske virksomheder også kan få hurtigere og lettere adgang til støtte. Og så skal fælles EU-finansiering hjælpe EU-lande, der ikke har råd til statsstøtte.

Det sidste spørgsmål kan dog splitte EU-landene, når EU-Kommissionen kommer med sine forslag. Det stod klart i forbindelse med EU-topmødet torsdag.

Her fastslog statsminister Mette Frederiksen (S), at hun ønsker et europæisk svar på Joe Bidens gigantiske klimapakke.

”Jeg tror ikke, at vi kan undgå at forholde os til statsstøtte i EU,” siger Mette Frederiksen.

Den danske statsminister er dog ikke begejstret for Ursula von der Leyens tanke om mere fælles finansiering via EU.

Den linje støtter Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, til gengæld. Han er traditionelt er begejstret for at styrke EU’s betydning gennem blandt andet fælles finansiering af politiske forslag.

Mette Frederiksen er omvendt skeptisk over for, at de europæiske skatteydere skal betale mere til EU.

Det opgør vil formentlig komme op igen, når EU-Kommissionen fremsætter sine forslag i januar. EU-landenes ledere ventes at få chancen for at diskutere dem, når der holdes et ekstraordinært EU-topmøde 9. og 10. februar.

Målet med Inflation Reduction Act er at dæmpe inflationen og hjælpe med at indfri USA’s mål om at halvere sine CO2-udledninger inden 2030.

Inflation Reduction Act blev vedtaget den 16. august i år.

EU-chef: Vi må svare igen på USA’s grønne statsstøtte

Dansk Erhverv frygter ikke for grøn eksport ved nederlag til Demokraterne

Biden gør med underskrift historisk stor klimapakke til lov

Med klimaplan sætter EU sig i førersædet i reguleringen af skibsfarten

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også