Ny rapport: Parisaftalen kræver hidtil uset fart at nå

Indfris nuværende klimaløfter, har vi kurs mod global opvarmning på op mod 2,6 grader i 2100, viser rapport.
Foto: Jens Hartmann
Foto: Jens Hartmann
Af Ritzau

Det er dyster læsning, en ny rapport fra FN’s Miljøprogram (Unep) byder på, kort inden årets klimatopmøde begynder i Egypten.

Med de nuværende klimaløfter er vi på vej mod en temperaturstigning, der er langt højere end det, der er målet i Parisaftalen.

For at nå målet fra 2015 skal verden over de næste otte år reducere udledningen af drivhusgasser med hidtil usete niveauer.

Det viser den nye rapport ”The Closing Window” fra Unep, som årligt opgør afstanden mellem klimaløfterne og målene i Parisaftalen.

”Vi er nødt til at stoppe med at fylde atmosfæren med drivhusgasser og gøre det hurtigt,” siger Inger Andersen, generalsekretær for Unep.

Aktuelt vurderes verden at være på vej mod en stigning i den globale temperatur, så den i 2100 er 2,4-2,6 grader højere end niveauet før industrialiseringen.

Det er på linje med en rapport fra FN’s klimasekretariat, som onsdag vurderede, at vi er på vej mod en stigning på 2,5 grader.

Begge dele er meget mere end målet i Parisaftalen om, at temperaturen maksimalt måtte stige 2 grader - og helst ikke mere end 1,5 grader.

Aktuelt er der dog ingen ”troværdig” vej på plads, der kan begrænse stigningen globalt til 1,5 grader, konkluderes det i Uneps rapport.

Det er ifølge Anne Olhoff, international seniorrådgiver i den grønne tænketank Concito, meget alvorlig læsning. Hun er koordinator og redaktør på rapporten.

”Rapporten er et gevaldigt opråb. Men den fortæller også, at der stadig er ting, vi kan gøre, og at vi stadig kan holde os under to grader,” siger hun.

Rapporterne kommer kort tid før FN’s årlige klimatopmøde, der i år holdes i den egyptiske badeby Sharm el-Sheikh. Det starter 6. november.

Ved det seneste topmøde i Glasgow blev landene opfordret til at styrke deres klimamål for 2030. Der er dog ikke sket frygtelig meget siden.

”I alt kommer det til at svare til omkring 0,5 gigaton CO2-ækvivalenter i 2030, så det er ikke overvældende. Det er under en procent af de udledninger, vi forventer i 2030,” siger Anne Olhoff.

Den minimale reduktion er ifølge Folkekirkens Nødhjælp, der arbejder i verdens brændpunkter, helt utilstrækkelig.

”Vi er førstehåndsvidner til, at klimaforandringerne fordriver og udsulter millioner af mennesker i verden,” siger generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen.

”Der er brug for en historisk eskalering af indsatserne for at afbøde konsekvenserne af klimaforandringer og markant reducere udledningerne af drivhusgasser,” lyder det i en skriftlig kommentar.

Energiagentur: Den globale udledning af CO2 kan toppe i 2025

FN før klimatopmøde: Vi er himmelråbende langt fra klimamål

Temperaturgrænse på 1,5 grad kan om få år blive krydset for første gang

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også