Staten får medejerskab i CO2-lagring i dansk undergrund

Lagring af CO2 i dansk undergrund kommer ligesom ved olieboringer til at kræve statsligt medejerskab.
Foto: Jonathan Damslund
Foto: Jonathan Damslund
AF RITZAU

På samme måde som ved olie- og gasprojekter i Nordsøen vil staten kræve at eje 20 procent af de projekter, der vil lagre CO2 i den danske undergrund.

Det fremgår af en aftale, som et bredt flertal i Folketinget har indgået tirsdag. Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Indfangning og lagring af CO2 er et af elementerne i regeringen og Folketingets plan for at nå klimamålet i 2030.

Lagringen kommer til at foregå sådan, at selskaber søger om en ansøgning til at benytte den danske undergrund til at lagre CO2.

I den forbindelse bliver det et krav til ansøgningen, at den danske stat får ejerskab på en femtedel af projekterne.

Dermed bliver det på samme måde, som når selskaber har søgt om licens til at udvinde gas eller olie fra den danske undergrund.

Her har Nordsøfonden administreret statens ejerskab. Det bliver også fonden, der skal håndtere ejerskaberne i projekterne med CO2-lagring.

Med en femtedel af ejerskabet får staten også del i overskuddet, hvis projekterne viser sig at blive en god forretning.

Modsat skal staten også komme med en femtedel af investeringerne og kan hænge på en femtedel af regningen for de projekter, der aldrig bliver så succesfulde som ventet.

De første tilladelser til boringer med henblik på CO2-lagring i den danske undergrund skal gives i 2023.

I første omgang bliver der blandt andet tale om CO2-lagring i gamle olie- og gasboringer.

”I årtier har Danmark tjent på at trække olie og gas op af Nordsøen, men nu har vi aftalt rammerne for, hvordan vi på sigt kan tjene på at pumpe CO2 ned i samme undergrund.”

”Olieeventyret kan blive til et klimaeventyr,” siger klimaminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.

NGO’er i kor: Affaldsselskaber bør have forrang for Ørsted i kampen om CCS-støtte

Ejere giver ARC grønt lys til at skrue op for affaldsimporten

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også