Finansministeriet tager klimamål med i regnemodeller

Finansministeriet vil ændre nogle af de kritiserede regnemetoder, der eksempelvis er blevet brugt af elbilkommissionen. Det vil få grøn omstilling til at se mindre dyr ud.
Foto: Mads Claus Rasmussen
Foto: Mads Claus Rasmussen
AF INFORMATION FORMIDLET AF RITZAU

Finansministeriet vil ændre nogle af de kritiserede regnemetoder, der eksempelvis er blevet brugt af elbilkommissionen.

Det bebudede finansminister Nicolai Wammen på et samråd fredag, hvor han sagde, at ministeriet nu vil inddrage 70-procentsmålet, skriver Dagbladet Information.

Det vil få grøn omstilling til at se mindre dyr ud. Finansministeriet og regeringen har efter kritik fremført i Information og bragt op i samrådet af Enhedslisten således nu besluttet at ændre sin såkaldte 'Vejledning til samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger' på to områder og dermed imødekommer kritikken.

"Det er en meget positiv udmelding fra Finansministeriet. Finansministeren tager nu konsekvensen af, at Danmark har fået et langt mere ambitiøst klimamål end før," siger professor Peter Birch Sørensen, tidligere overvismand og formand for Klimarådet, i en kommentar til ministeriets kursændring til Information.

Det handler bl.a. om, at Finansministeriet ikke længere i sine egne beregninger og vejledning af andre vil ignorere den danske klimalov med dens mål. Fremover vil man inddrage klimamålet om 70 procent CO2-reduktion i 2030, når der skal regnes på samfundsøkonomi i diverse projekter, og ikke som hidtil kun regne med afsæt i EU’s meget mindre ambitiøse 2030-mål på 39 procent reduktion.

Ved at regne med 39 procent kommer grøn omstilling til at se unødigt dyr ud, har kritikken lydt. Omvendt vil grønne projekter have lavere omkostninger ved 70 procent, og det vækker glæde, skriver Information.

"Hvem havde egentlig troet – jeg havde i hvert fald ikke i morges – at vi i dag skulle sidde på et samråd her i Folketinget og faktisk opleve, at der bliver rykket noget på klimadagsordenen, for det mener jeg faktisk, der er i dag på dette samråd," sagde Mai Villadsen ved samrådets slutning, mens hendes partifælle Rune Lund erklærede sig "vældig glad" for Nicolai Wammens to imødekommelser.

Finansministeren sagde for sin del, at han "er glad for, at vi i enighed kan se, at der er behov for bedre og mere præcise værktøjer, end vi har haft indtil nu", skriver Information.

(Denne artikel er formidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Information)

Minister skifter kurs: Sender grønne tilskudsmillioner til firmaer uden grøn godkendelse

Støttepartier: Totals udbuds-exit må være det sidste søm i kisten

Venstre: Regeringens klimastrategi er ønsketænkning

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også