DI-topchef er træt af grøn "snak" og fugle på taget: "Der er brug for handling"

Dansk Industris førstemand, Lars Sandahl Sørensen, sender klar appel til Christiansborg inden ny politisk sæson: Stop snakken, og sæt gang i væksten og den grønne omstilling. Med sig har han 42 initiativer, der kan sættes i gang i morgen.
Foto: Dansk Industri/Presse
Foto: Dansk Industri/Presse

Når statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag holder åbningstale i Folketinget, er langt fra alt, som det plejer at være. Coronasmitten betyder, at ikke alle folketingsmedlemmer kan være til stede i folketingssalen, ligesom mange af de tilhørere, der normalvis er til stede, må følge med på Tv-skærmen i stedet.

Også uden for salen trækker coronakrisen tydelige spor. Danske virksomheder har mistet ordrer, arbejdspladser er gået tabt, og usikkerheden er stor.

Ifølge DI-topchef Lars Sandahl Sørensen er der akut behov for, at Folketinget gennemfører initiativer, der kan hjælpe virksomhederne igennem de udfordringer, de står i lige nu og samtidigt ruster dem til at gribe de muligheder, der er ved at åbne sig på den anden side af krisen.

"Der er brug for handling, og vi har 42 bud på handling, som man kan sætte i gang nu, hvis man vil," siger Lars Sandahl Sørensen. 

Initiativerne spænder bredt og spiller ind i kommende forhandlinger om klima, finanslov og infrastruktur med mere og dækker alt fra skat, forskning, klima, energi, digitalisering, erhvervsfremme og sundhed.

Toget kører

Bagtæppet for DI’s udspil er ifølge Lars Sandahl Sørensen, at verden forsat er præget af stor usikkerhed. Foruden den allestedsnærværende coronaepidemi er det amerikanske valg og et meget broget brexit-forløb med til at lægge en dæmper på investeringslysten i danske virksomheder.

Men Sandahl noterer sig også, at Danmarks konkurrenter ikke er gået i stå – og når landene omkring Danmark rykker hurtigt, er det afgørende, at Danmark følger med, hvis vi skal høste frugterne af, at vi på en række områder har klaret krisehåndteringen godt, siger han.  

Derfor er det for ham en selvstændig pointe, at Christiansborg rykker hurtigt og får gennemført vækstinitiativer i den kommende folketingssæson.

Sandahl giver nogle eksempler:

"Vi er midt i en grøn omstilling, og jeg synes, at der er en masse gode initiativer. Men jeg har også hørt på alle de her diskussioner med fugle på taget i årevis. Nu er vi altså forbi det punkt, hvor vi bare skal tale om grøn omstilling med fugle på taget. Nu skal vi tale grøn omstilling med konkrete realistiske, gennemførlige initiativer, som vi kan sætte i gang her og nu," siger Lars Sandahl Sørensen. 

Han henviser til, at den grønne omstilling går på tværs af de 42 initiativer og samlet set prioriterer DI knap 4,5 mia. kr. til grønne tiltag i planen.

Et af eksemplerne handler om energieffektivitet:

"Lad os nu benytte al den teknologi, som vi ovenikøbet selv har i Danmark, og energieffektivisere vores offentligt-private bygningsmasse. Der er jo ingen grund til, at vi venter, og det sker jo ikke af sig selv. Her kan det offentlige gå forrest og sige; Vi vil energieffektivisere hele den offentlige bygningsmasse, og vi vil motivere til, at det private gør det samme, så vi bruger den energi, der er behov for og ikke mere."

Et andet eksempel er forskningsfradraget på 130 pct., som virksomheder, der bedriver forskning og udvikling kan benytte sig af:

"Vi skal indse, at vi som erhvervsliv og land generelt lever af produkter med meget stort forskningsindhold. Det er jo derfor, at vi kan få høj værdi af de produkter, vi sælger i verden - det er derfor, vi overhovedet er attraktive på verdensmarkederne i de nicher, hvor Danmark enten er førende eller en væsentlig leverandør."

"Forskning og udvikling helt ekstremt afgørende, så lad os nu få gjort forsknings- og udviklingsfradrag permanent," siger DI-topchefen.

Et andet eksempel er, at det skal være lettere for danske virksomheder at sende deres medarbejdere ud til internationale kunder, selvom coronakrisen har gjort det svært:

"At vi helt konkret får gjort det lettere at lave erhvervsrejser. Erhvervslivet skriger på at få gjort det hurtigere og lettere at rejse ud og besøge kunder. Vi tester dagligt 50-70.000 mennesker i det her land. Det ville knageme være smart, hvis vi fik lavet en fast-track til de sælgere, teknikere og rådgivere, som er helt afhængige af at komme ud og tale med deres kunder ude i verden, så de vidste at i det øjeblik, de står på landjorden i Danmark, så kan de gå direkte ud og få en test med hurtigt svar, så de ikke skal gå direkte hjem i karantæne. Jeg begriber slet ikke, at det ikke er der – jeg fatter det ikke."  

Genopretningsfond og krigskasse

Pengene til DI's 42 initiativer skal komme fra regeringens forslag om en krigskasse på 9,2 mia. kr. i 2021 samt yderligere 9-10 mia. kr., som Danmark står til at kunne søge fra EU’s genopretningsfond i 2021-2022.

"Vi positive over for, at der er afsat ressourcer til at agere strategisk i forhold til den reelle krise, vi befinder os i."

Følger politikerne alle 42 konkrete forslag, vil der stadig være plads til udgifter til værnemidler og vacciner, lyder det fra DI.

"Grundlæggende er vi optaget af, at vi ikke øremærker alle pengene. Det er grundforretningslogik og forsigtighed, for vi ved simpelthen ikke, hvad vi kommer til at stå over for. Får vi øremærket samtlige 18-19 mia. kr., så står vi uden krudt og muskler, hvis tingene om et halvt år ændrer sig yderligere eller går i en anden retning, end det vi havde forudset."

"Det vi har forsøgt at gøre her er at give nogle meget, meget specifikke, konkrete bud på, hvad vi bør investere i som samfund, som giver umiddelbart ret hurtigt positiv effekt og skaber yderligere arbejdspladser, yderligere omsætning og yderligere tryghed til at investere og samtidig finde nogle forslag, som flugter med det, som vi i et større perspektiv er enige om at ville trække Danmark i retning af: Modernisering, grøn omstilling, digitalisering og infrastruktur."

Mette Frederiksen holder sin åbningstale i Folketinget tirsdag kl. 12.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie PolicyWatch)

Grønne erhvervsledere blandt underskrivere i nyt klimaopråb 

Medie: Regeringen vil lancere klimapulje på ti milliarder 

Radikale truer med klimavalg: Vil ikke køre i det socialdemokratiske slæbespor

Skipper ser tiden an: Klimaopgørelse i februar bliver afgørende 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også