Brancheorganisation vil kickstarte erhvervsinvesteringer med hurtig implementering af klimaaftale

Finansministeriet forventer et dramatisk dyk i erhvervsinvesteringerne i år, og det rammer også de grønne investeringer. Der er akut behov for at se på, hvordan faldet i investeringerne kan modvirkes, lyder det fra Dansk Energi og Ledernes Hovedorganisation.
Foto: PR / Dansk Energi
Foto: PR / Dansk Energi

Ansigtet var lagt i alvorlige folder da finansminister Nicolai Wammen mandag præsenterede S-regeringens anden finanslov og samtidig også den økonomiske redegørelse, der er Finansministeriets vejrudsigt for dansk økonomi.

Finansministeriet forventer nemlig, at yderligere 43.000 danskere vil blive ledige inden årets udgang, mens dansk økonomi forventes at skrumpe med 4,5 pct. Samtidig forventes erhvervsinvesteringerne at falde godt 12 pct. i 2020 og være omtrent uændrede i 2021. Man skal helt tilbage til finanskrisen for at finde et lige så brat fald.

I både Dansk Energi og Ledernes Hovedorganisation frygter man, at faldet kan skade den grønne omstilling.

"Nedgangen i erhvervsinvesteringerne er et af de tydeligste tegn på coronakrisens alvor, og det risikerer både at koste dansk økonomi og den grønne omstilling dyrt," siger Niklas Praefke, der er cheføkonom hos lederne.

Han forklarer, at mange virksomheder har mistet både ordrer og omsætning, og at den store usikkerhed får de pressede virksomheder til typisk til at udskyde eller droppe investeringer.

"Hvis der ikke sås, kan der heller ikke høstes. Faldet i erhvervsinvesteringerne betyder, at vi får glip af gevinsterne i form af blandt andet højere produktivitet. Men også den grønne omstilling risikerer at blive sat tilbage, hvis der bliver investeret mindre i grøn teknologi. Der er akut behov for at se på, hvordan vi kan modvirke faldet i investeringerne ved for eksempel at gøre det midlertidigt forhøjede fradrag for forskning og udvikling permanent," siger Niklas Praefke.

"Afklaring, afklaring, aflaring"

I Dansk Energi mener adm. direktør Lars Aagaard, at mange virksomheder ville øge deres investeringer, hvis der var mere klarhed om køreplanerne for den grønne omstilling i de kommende år.

Han fremhæver Klimaaftale for energi og industri mv., som et bredt flertal af Folketinget partier nåede til enighed om d. 22. juni.

"En af de ting, man kan gøre for at fremrykke investeringerne, er selvfølgelig, at aftalen fra 22. juni bliver implementeret pivhurtigt. Hvis man åbner den aftale, vil man se, at der er en masse open-ended i den. Ja, vi skal bygge en energiø, men hvornår og under hvilke rammer? Vi skal bygge nogle flere havvindmølleparker, men hvornår kommer de præcis i udbud og under hvilke vilkår?"

"Det er en retningsgivende aftale, men det er jo ikke en aftale, hvor implementeringsdelen bare er plug and play. Så regeringen bliver nødt til sammen med den meget brede del af partier, som har indgået den aftale, at have stift fokus på at få den implementeret rigtigt. For i det øjeblik, at den er implementeret, og vi kender rammerne, så kan investeringerne begynde, men indtil da er det klart, at man holder hestene," siger Lars Aagaard.  

Han peger samtidig på, at Elbilkommissionen snart vil fremlægge sine anbefalinger, og at der til efteråret skal diskuteres både transport og infrastruktur blandt Folketingets partier.

"Også her er det vigtigt men en hurtig afklaring af, hvad det er for nogle biler, der skal importeres til Danmark, og hvad det er for et setup, man vil have omkring udbygningen af ladeinfrastruktur."

Der er nemlig kun én ting, der får erhvervslivet til at åbne tegnebogen, siger han:

"Afklaring, afklaring, afklaring."

"Det er det, der gør, at man kan gå i banken og sige at man tør låne penge, fordi der er lavet en politisk retning og man kan overskue risici og så videre. Derfor skal man skynde sig med at lave de nødvendige afklaringer og vel at mærke i et perspektiv, der gør, at vi kommer i gang med at lave nogle af de forandringer, vi skal i den danske økonomi i starten af tyverne i stedet for i slutningen af tyverne," siger Lars Aagaard.  

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie PolicyWatch)

Vismand: Finanslovsudspil gør grøn omstilling dyrere

Her mangler politikerne at tage fat efter ny klimaaftale 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også