Pensionskassers grønne krav lægger pres på byggebranchen

Når danske pensionskasser stiller krav om bæredygtigt byggeri, er det med til at sende hele byggebranchen i en grønnere retning, lyder det fra Miljømærkning Danmark.
Foto: Miljømærkning Danmark/PR
Foto: Miljømærkning Danmark/PR

Flere af landets pensionskasser stiller krav om bæredygtigt byggeri, når de placerer kundernes pensionsmidler i ejendomme, og det er med til at skubbe byggebranchen i en grønnere retning.

Sådan lyder det fra brancheorganisationen Miljømærkning Danmark i en pressemeddelelse.

"De store pensionskasser har enorme muskler – og kan virkelig være med til at skubbe boligmarkedet og byggebranchen i en mere bæredygtig retning," siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark, i meddelelsen.

Organisationen fremhæver blandt andet AP Pension som et eksempel, der har valgt udelukkende at opføre svanemærkede bygninger, hvilket stiller krav til blandt andet lavt energiforbrug, samt miljø- og sundhedsskadelige stoffer.

I 2019 lancerede pensionsselskabet AP Bæredygtig, som er en bæredygtig produktlinje, der hidtil har betydet, at pensionsselskabet har været i stand til at opføre seks svanemærkede byggerier.

"I AP Bæredygtighed investerer vi blandt andet pensionsopsparinger i aktier og obligationer, der understøtter FN's verdensmål og den grønne omstilling, men de grønne ambitioner gælder også for vores ejendomme og nybyggerier," siger Peter Olsson, adm. direktør i AP Ejendomme.

Også pensionskasserne PKA og Pension Danmark fremhæves som pensionskasser med særligt grønne ambitioner for byggeriet.

Pension Danmark har blandt andet indgået en samarbejdsaftale med Scandi Byg, der leverer svanemærkede boliger, mens PKA som en del af pensionskassens klimastrategi certificerer alle sine ejendomme, lyder det i pressemeddelelsen.

Som CleantechWatch tidligere har beskrevet, er antallet af svanemærkede lejligheder, huse, skoler og daginstitutioner i Norden fordoblet til godt 12.000 over de seneste to år.

Ifølge Miljømærkning Danmark er mere end 22.000 nye miljøvenlige byggerier stadig på vej.

København skruer op for grønne krav til byggeriet

Antallet af svanemærkede byggerier fordoblet på to år 

Pensiondanmark bygger 478 bæredygtige ungdomsboliger i Lyngby 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også